Universets Undere
1. Bind

Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN

År: 1914

Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG

Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA

Sider: 522

UDK: 5 (02)

Populær Fremstilling efter det engelske Ori-

ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med

mange Illustrationer og farvetrykte Tavler

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 554 Forrige Næste
DEN ALMINDELIGE VANDKALV 453 paa Ryggen ned paa et Drivhustag eller Mistbænkglas, hvis maaneskinsspejlende Flade den har antaget for Vand. Selv fra Akvarier kan den se sit Snit til at flygte bort og kan da, til almindelig Forskrækkelse for Stuepigen eller Husets Frue, træf- fes paa de forskelligste mærkelige Steder i Lejligheden. Medens oprindelige Vanddyr, som Fiskene og Krebsene, er gælleaandende og nøjes med den Ilt, der findes i Vandet, vedbliver oprindelige Landdyr, som har tilpasset sig til Vandliv, at være luftaandende. Det Besvær, der kan være forbun- det hermed, opvejes mange Gange ved den langt rigeligere Iltforsyning, som der- ved kan tilføres Blodet. I Vandedderkoppen har vi allerede set eet Eksempel paa, hvorledes Aandedrætsprincippet vedbliver at være det samme, trods Forandringen i Levevis fra Land- til Vanddyr. Blot bliver Maaden, hvorpaa Luften optages, en anden. Saa- ledes ogsaa hos Vandkalven. Fra Tid til anden vil man i et Akvarium se den komme op til Overfladen for at snappe Luft — dog ikke, som f. Eks. Sælen, med sin Mund, men — lige mod- sat — med sin Bagkropspids. I nogen Tid vil man se den hænge med Hovedet nedad og Bagkrop- pens Spids oppe i Overfladen, indtil den atter dykker ned. Naar dette sker, vil en Luftblære stik- ke ud fra Dækvingernes og Bag- kropspidsens Rand, og maaske vil denne Blære slippe og stige til Vejrs, og flere andre følge ef- ter, medens Dykkeren arbejder sig dybere og dybere ned og derfor befrier sig for al over- flødig Luftbeholdning, som vil søge at løfte den opad. Gemme- stedet for denne Beholdning er EN VANDKALVS AANDEHUL. FORSTØRRET. Stive Haar danner et Ruse-Apparat, som hindrer fremmede Legemers Ind- trængen. Rummet mellem Dækvingerne og Bagkroppens bløde Rygside. Medens Vandkalven er oppe i Vandskorpen, letter den saa meget paa sine Dækvinger, at dette Rum fyldes med Luft, og i det Øjeblik, den vil dykke ned, slutter Vingeskallernes Rande saa nøje til Bagkroppens Kant som Kapselen paa et Ur; kun helt bag ude bliver en lille Aabning tilbage som en Ventil, hvor- igennem Luftudstrømningen kan reguleres efter den undersøiske Farts Behov. I den tynde Hud paa Bagkroppens, af Dækvingerne beskyttede Ryg ligger de to Ræk- ker Aandehuller, hvorfra fint forgrenede Luftrør fører rundt i alle Legemets Dele og tilfører dem den nødvendige Ilt. Disse Luftrørs Vægge er overordentlig kunst- færdigt byggede og har i sig et System af spiralvundne Kitintraade, der gør dem elastiske og hindrer dem i at klemmes sammen og standse Lufttilførselen, f. Eks. ved Bøjninger i Lemmernes Ledforbindelser. En anden meget praktisk Foranstalt- ning viser Aandehullerne, idet hvert Hul ved Indgangen til Luftrøret har et ruse- lignende Apparat af fine Haar, der kun lader Luften trænge igennem, men holder