Universets Undere
1. Bind
Forfatter: J.O BØVING-PETERSEN
År: 1914
Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA
Sider: 522
UDK: 5 (02)
Populær Fremstilling efter det engelske Ori-
ginalværk ved J. O. BØVING-PETERSEN. Med
mange Illustrationer og farvetrykte Tavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
DEN ALMINDELIGE VANDKALV
453
paa Ryggen ned paa et Drivhustag eller Mistbænkglas, hvis maaneskinsspejlende
Flade den har antaget for Vand. Selv fra Akvarier kan den se sit Snit til at flygte
bort og kan da, til almindelig Forskrækkelse for Stuepigen eller Husets Frue, træf-
fes paa de forskelligste mærkelige Steder i Lejligheden.
Medens oprindelige Vanddyr, som Fiskene og Krebsene, er gælleaandende og
nøjes med den Ilt, der findes i Vandet, vedbliver oprindelige Landdyr, som har
tilpasset sig til Vandliv, at være luftaandende. Det Besvær, der kan være forbun-
det hermed, opvejes mange Gange ved den langt rigeligere Iltforsyning, som der-
ved kan tilføres Blodet. I Vandedderkoppen har vi allerede set eet Eksempel paa,
hvorledes Aandedrætsprincippet vedbliver at være det samme, trods Forandringen
i Levevis fra Land- til Vanddyr.
Blot bliver Maaden, hvorpaa
Luften optages, en anden. Saa-
ledes ogsaa hos Vandkalven.
Fra Tid til anden vil man i et
Akvarium se den komme op til
Overfladen for at snappe Luft
— dog ikke, som f. Eks. Sælen,
med sin Mund, men — lige mod-
sat — med sin Bagkropspids. I
nogen Tid vil man se den hænge
med Hovedet nedad og Bagkrop-
pens Spids oppe i Overfladen,
indtil den atter dykker ned. Naar
dette sker, vil en Luftblære stik-
ke ud fra Dækvingernes og Bag-
kropspidsens Rand, og maaske
vil denne Blære slippe og stige
til Vejrs, og flere andre følge ef-
ter, medens Dykkeren arbejder
sig dybere og dybere ned og
derfor befrier sig for al over-
flødig Luftbeholdning, som vil
søge at løfte den opad. Gemme-
stedet for denne Beholdning er
EN VANDKALVS AANDEHUL. FORSTØRRET.
Stive Haar danner et Ruse-Apparat, som hindrer fremmede Legemers Ind-
trængen.
Rummet mellem Dækvingerne og Bagkroppens
bløde Rygside. Medens Vandkalven er oppe i Vandskorpen, letter den saa meget
paa sine Dækvinger, at dette Rum fyldes med Luft, og i det Øjeblik, den vil dykke
ned, slutter Vingeskallernes Rande saa nøje til Bagkroppens Kant som Kapselen
paa et Ur; kun helt bag ude bliver en lille Aabning tilbage som en Ventil, hvor-
igennem Luftudstrømningen kan reguleres efter den undersøiske Farts Behov. I
den tynde Hud paa Bagkroppens, af Dækvingerne beskyttede Ryg ligger de to Ræk-
ker Aandehuller, hvorfra fint forgrenede Luftrør fører rundt i alle Legemets Dele
og tilfører dem den nødvendige Ilt. Disse Luftrørs Vægge er overordentlig kunst-
færdigt byggede og har i sig et System af spiralvundne Kitintraade, der gør dem
elastiske og hindrer dem i at klemmes sammen og standse Lufttilførselen, f. Eks.
ved Bøjninger i Lemmernes Ledforbindelser. En anden meget praktisk Foranstalt-
ning viser Aandehullerne, idet hvert Hul ved Indgangen til Luftrøret har et ruse-
lignende Apparat af fine Haar, der kun lader Luften trænge igennem, men holder