Universets Undere
1. Bind

36 UNIVERSETS UNDERE kroner Notre-Dame Kirken i Paris, vil ikke kunne have beundret, og undret sig mere over denne middelalderlige Fantasi, end han maa studse over den »Fantasi«, der i Jordens Middelalder, og i Naturens Værksted er udfoldet paa Formningen af dette kæmpemæssige Dragehoved. Det respektindgydende, rovfugleagtig krummede, spidse, skarpe og hornklædte Næb, hvori Snuden løber ud, og det store Horn oven- paa denne, flankeret af to endnu mere imponerende Horn over Øjnene, forener i deres Monstrøsitet Træk, vi i formindsket Udgave genfinder hos vidt forskellige Dyr — ganske som Kunstnerens Sfinkser paa Notre-Dame Kirken kan være halvt fugle-, halvt pattedyragtige. Men dertil kommer hos Næsehornsøglen den virkelig drage- lignende, takkede Benkrave, der som et Skulderslag falder ud over Hals og Nakke og giver Hovedets Kolos dets tre Meters Længde. Til den har Naturen absolut intet Sidestykke at opvise, hverken før eller siden. Den er »det fantastiske Element« i Triceratops’ Sfinksfigur. Dog — at selv den mest vidtgaaende Fantasi i Naturen har sin fornuftmæssige Aarsag og Betydning, skal vi ogsaa her straks faa at se. Følger vi Dyrets Bygning videre, vil det for den, der kender Kæmpeøglernes typiske Slægter, være paafaldende, at Forbenene her er saa kraftig udviklede, som Skelettet viser. Hos de fleste af Middelalderens store Landøgler var der et lignende Misforhold mellem For- og Baglemmerne, som vi i vore Dage finder hos Kængu- ruen og andre springende Pattedyr; Næsehornsøglens Lemmer viser derimod, at den har haft en mere ligelig Gangart, et sindigt Trav paa alle fire, hvad der unæg- telig ogsaa harmonerer bedst med den uhyre Vægt, som Forlemmerne har haft at bære paa — et Par Tons og derover, alene for Hovedets Vedkommende. Om det nøje, af mange andre Bygningstræk fremgaaende Familieforhold, hvori Næsehorns- øglen dog har staaet til de springende Kæmpeøgler, vidner den svære, pansrede Hale, hvormed den — ligesom Krokodillen, men med betydelig større Kraft — har kunnet uddele drøje Slag til højre og venstre mod en listig, bagfra angribende Fjende. Det kunde forekomme besynderligt, at et kæmpestort, af Naturen saa stærkt rustet Dyr som Triceratops har maattet bukke under i Kampen for Tilværelsen. Alt hos denne Gigant synes jo at være baseret paa Kamp og gøre den lige uover- vindelig i Angreb som i Forsvar. Dens tre Horn har kunnet lege Himmelspræt med en forfra kommende Fjende, thi til Nakkens mægtige Benkrave maa der have svaret enestaaende kraftige Muskler. Skulde den imidlertid — klodset og tung, som den jo har været — forfejle sit Stød, har den alligevel i denne Panserkrave haft et Skjold, stærkt nok til at afparere det voldsomste Angreb. Hvilket Syn maa det ikke have været at bivaane en Næsehornsøgles rasende Stormløb mod en Medbejler og se de to Giganter tørne sammen med al den Kraft, der boede i den ti Tons væg- tige Legemsmasse, hvis Hovedskal var den største, et Landdyr nogensinde har baaret, og kun overgaas indenfor Hvalernes Gruppe. Horn har smældet mod Horn, og Panser har braget mod Panser, indtil en skæbnesvanger Gliden eller en særlig behændig Finte gav den ene Part Sejren. Et Par Horn i Nationalmuseet i Washing- ton synes at vidne om saadanne Renkontrer, idet det ene Horn er knækket tværs over paa Midten; og at det er sket, medens dets Ejermand levede, fremgaar af, at den tilbagesiddende Stumps Saarflade er helet og har afrundet sig, som det sker paa et Par rivaliserende Tyres Horn, naar de knækkes i Duellen om den ombejlede. Men ikke blot mellem Rivaler indenfor samme Art har Kampe raset; mod frem- mede Fjender har Næsehornsøglen maattet forsvare sig. Selv var den — sit kamp- beredte Ydre tiltrods — en skikkelig Planteæder, hvad dens efterladte Kindtænder