Universets Undere
1. Bind

............ .... __________ 37 DEN OTTE-ARMEDE BLÆKSPRUTTE viser os (disse Tænder er forøvrig interessante ved, i Modsætning til andre Kryb- dyrtænder, at have haft dobbelt Rod), og den har vistnok kun angrebet sine Arts- frænder, naar de blev den generende paa det erotiske Omraade. Men i den yngre Kridttid, samtidig med den, levede der en stor, kødædende, rovgrisk Øgle — den syv Meter lange Lælaps — hvis smidige Legemsbygning og kraftige Springben maatte gøre den til en frygtelig Fjende, naar den i et pludseligt Spring satte sine skarpe Kløer og Tænder i Næsehornsøglens brede Ryg og Flanker. Ganske vist var disse delvis beskyttede med spredt liggende Ben- og Hornknuder i Huden, og om Udfaldet af en saadan Kamp er det svært at dømme for en Efterverden, der aldrig har oplevet at se den. Der er midlertid en anden og langt betydningsfuldere Livsbetingelse for Næse- hornsøglen, hvorom vi kan fælde en sikker Dom — nemlig dens Intelligens. Næsten paa Forhaand kunde man formode, at et Dyr, hvis Hoved er i saa paafaldende Grad rustet udvendig, ikke rummer en tilsvarende indre, aandelig Udrustning. Dette slaar her i høj Grad til. Vel var Kæmpeøglerne i det hele alt andet end Aandskæm- per __deres Hjernemasse var nemlig latterlig lille i Forhold til deres legemlige Ud- vikling, — men selv blandt dem var Næsehornsøglen ubetinget Fuksen. Den kunde __hvad Hjernehulheden i dens Kranium viser os — prale med den herostratiske Berømmelse at have det største Hoved og den forholdsvis mindste Hjerne i hele Krybdyrklassen! Og heri maa vistnok Aarsagen til dens og dens Aands-og Stamme- frænders Uddøen først og fremmest søges. Kolossens Dværghjerne har ikke magtet at opsummere og anvende de gjorte Erfaringer, og den mindste ydre Afvigelse fra det tilvante har derfor kunnet blive skæbnesvanger for dens Bestaaen. Langt mere afgørende end Kampene mod dens Samtidige, som den i hvert Fald overgik i Støi- relse og i Kraft, har maaske Kampen mod Elementerne været, naar f. Eks. store Oversvømmelser truede og satte ind over de lave Sumpegne, hvori den græssede, eller naar andre Forandringer i de ydre, dagligdags Forhold indtraf. _____Hvorom alting er, saa meget kan man sige om Næsehornsøglens Saga, at den er et slaaende Eksempel paa Misforhold mellem legemlig og aandelig Ud- vikling — et Misforhold, der blev mere og mere skæbnesvangert, jo stærkere Le- gemet blev ensidig specialiseret til Forsvarskamp mod Angribere og tyngedes af Rustningens Vægt. Træffende siger da ogsaa dens Slægts fornemste Sagaskriver, Professor Marsh, at den mest passende Indskrift at sætte paa Uhyrets Gravsten vilde være denne: »Jeg og min Æt døde af Overspecialisering!« DEN OTTE-ARMEDE BLÆKSPRUTTE HOS et meget stort Antal af Havets Beboere træffer vi en ganske enestaasnde Formskønhed og straalende Farvepragt — og i en Mængde Tilfælde falder det skønne her tillige sammen med det nyttige. Omvendt turde det være tvivlsomt, om en eneste af Landjordens Beboere, selv blandt Krybdyrene, kan kappes i Grim- hed med de — efter vore æstetiske Begreber — mest uskønne Havdyr. Til disse regner de fleste Mennesker sikkert den Dyretype, vi her skal betragte — om end ikke fra et udelukkende æstetisk Synspunkt. Den otte-armede Blæksprutte eller Oktopoden adskiller sig bl. a. fra sin Slægt- ning, Dekapoden, ved at mangle de to lange Arme, der hos denne udgaar indenfor