Skomagere

SKOMAGERE. 201 uden at de derved mistede Retten til at paatale Sagen for Fogeden. De brugte deres Haandværksredskaber som Vaa- ben, og Skomagersvendene i Odense tog ogsaa til hjemlige Vaaben, naar de greb til at kaste med gamle Sko, en Sport, der underligt nok maa have antaget ganske store 1 ormer, ti 1405 bliver det særlig forbudt dem at kaste med gamle Sko, Sten eller Andet i Skoboderne1. Skomagerne vare aabenbart livlige Folk. Peder Syv har mellem sine Ordsprog „at være overgiven som en Suder- svend“2, og der kjendes en særlig Skomagerdans, der er dan- set til langt ned i Tiden3, ikke at tale om at Skomagerne synes at have sat megen Pris paa, at der blev blæst i Irom- pet ved deres Brylluper. Holberg omtaler det endog to Steder i sine Komedier4. Det er da ganske naturligt, at Skomagerne paa forskjellig Maade gik i Spidsen. I det sextende Aarhundrede kjendtes i en Række af Tysklands Byer en Institution, der kaldtes „die vier grossen Aemter“, „die Viergewerke“, d. e. fire Lav, med hvilke Borgemester og Raad forhandlede paa samtlige Lavs Vegne, og mellem disse Lav vare Skomagerne saa godt som altid, medens de tre andre Lav vexlede noget. 1 Lübeck var det Bagerne, Skomagerne, Skræderne og Smedene5. En saa- dan Institution er ikke kjendt her i Landet. Men en enkelt Antydning af den findes dog, og selvfølgelig træffe vi da her paa Skomagerne. Sammen med Byens fire største Lav bort- skjøder Borgemester og Raad i Odense 1565 et forhenværende Stræde i Byen, og de fire Lav vare Kjøbmændene, Skomagerne, Smedene og Skræderne6. Imellem de kjøbenhavnske Haandværkere stod Skomagerne da ogsaa höjt. Vi havs ovenfor S. 178 sot, at efter Kjøb- 1 Danm.’s Gilde- og Lavsskraaer, II, S. 21 § 30, S. 86 § 4. 2 Peder Syv: Danske Ordsprog, II, 1688, S. 47. 8 Saml. t. jysk Hist, og Topogr. VIII, S. 91; Melodien til Dansen findes i Skattegraveren, 1887 II, S. 1 jfr. S. 96. 4 Werlauff: Antegn, til Holbergs Lystspil, S. 130. 5 Wehrmann: Die lübeckischen Zunftrollen, S. 45—47; F. Meyer: Das Berliner Schumachergewerk, S. 4. 6 Vedel Simonsen: Odense, III, S. 172.