Skomagere

SKOMAGERE. 203 det ildelugtende Materiale stammede fra døde Kreaturer, Sko- magernes Beg er smudsigt — har noget Saadant ikke været kjendt her1. Skomagerne vare, som vi have set, ansete Haandværkere, der godt vidste at gjcire Stads af sig selv f. Ex. ved den ovenfor nævnte Trompetblæsning. Det maa imidlertid ikke overses, at naar Holberg omtaler denne Skik, sker det med en vis Ironi. I „Barselstuen“ lader han saa- ledes Troels umiddelbart forud sige: „Veedst Du ikke, at ge- mene Folk er allerprægtigst“, og han har forsaavidt Ret, som Skomagerne trods al deres Kjækhed og Livlighed aldrig blev Andet end uformuende Smaahaandværkere2. I den Retning peger Ordsproget „Klokken er kun for Skomagere og Skrædere“. De paagjældende Haandværkere vare strængt bundne til deres Arbejde. Og Skomagernes ringe Kaar antydes yderligere, naar det hedder: „Skoma- geren har selv de daarhgste Sko“, „Skomagers Kone maa selv gaa i pjaltne Sko“, „Skomageren lapper Andres Sko og gaar selv barfodet“8. Nogel Lignende siges imidlertid ogsaa om andre Haandværkere, „Snedkeren har altid de sletteste Trap- per“, hedder det til Exempel, men det gjælder dog i væsentlig Grad Skomageren. Han rammes ogsaa i Ordsprogene om Smeden: „Smedens Hest og Skomagerens Kone har gjærne de daarligste Sko“, „Skomageren har tit søndrige Sko og Smeden en ond (d. e. daarlig) Øxe“4. Og efter Ordsprogene synes de smaa Kaar hos Skomagerne at have sat mindre heldige Spor bl. A. i en langsom Forretningsgang: „Med det Snareste, d. e. 1 Naar Borgerlavet i Nykjøbing paa Falster 1691 følte det som en dröj Forhaanelse, at Drejeren Frantz Schuldt kaldte det for et Skinderlav (V. Holm: Borger- eller Kjøbmandslavet i Nykj. p. F., S. 49—51), var det sikkert fordi, man tænkte paa det tyske „Schinder“, der betyder Rakker, og ikke paa det danske Skinder, d. e. Skindarbejder (G. Nyrop: Danske Hdværkerlavs Segl, S. 33-34). 2 Forhandl, ang. Lavene i Kbhvn., 1794. S. 41; Jacob Behrend: Sko- og Slövlemageren, 1832, S. 8. 8 E. Tang Kristensen: Danske Ordsprog, S. 291, 607. 9 Peder Syv: Danske Ordsprog, I, 1682, S. 244-; E. Mau: Dansk Ordsprogsskat, II, S. 286; E. Tang Kristensen: Danske Ord- sprog, S. 610.