Skomagere

204 c. nyhop: om tre Uger, siger Skomageren“, „Det har ingen Hast, sagde Skomageren, han aad Vælling med sin Syl“1. Ja Ordsprogene strejfe ind paa en Antydning af, at Skomagerne kunne være mindre redelige: „Det er ærligt at sy Sko, naar Læderet ej er stjaalet“2. Og mærkeligt er det, at Adresseavisen i 1830 optog et saadant Avertissement som: „To honnette Mandsper- soner kunne erholde pænt Logis i Skindergade Nr. 13 i Stuen tilhøjre; i Mangel deraf to Skomagersvende“. Men det blev heller ikke uden Paatale fra en Skomagersvends Side3. Naar der siges noget mindre Godt om Skomagerne, kan dette dog muligvis være under Paavirkning af, at de have en saare kjendt Fælle i Ahasverus, den evige Jøde. Da Jesus gik til Golgata, nægtede denne Jerusalems Skomager ham at hvile i Skyggen af hans Hus, og derfor vandrer han til Straf endnu ustanselig om paa Jorden. Kun Juleaften har han eiter Sagnet Lov til at hvile ud ved at sætte sig paa en Plov, om han kan finde en saadan ude paa en Mark, hvor den efter Aarstiden ikke bör findes. Men der voxer kun Ukrudt, aldrig Korn, efter den Plov, han har siddet paa4. Vorherres Forbandelse er stadig over ham, og Forholdet til denne Verdens „ældste“ Skomager kan vel til sine Tider have givet sig Udslag i ned- sættende Omtale af hans yngre Kolleger. Uden en saadan Forklaring er det uforstaaeligt, hvorledes Ordsproget „Skomager bliv ved din Læst“, der senere vil blive omtalt, kan faa en saadan Tilføjelse som „til Helved kommer du ganske vist“ °, hvis Tilføjelsen ikke er en blot og bar tankeløs Vits. Under- ligt er det forøvrigt ogsaa i et Par Æventyr, „Ravnenes Ny- heder“ samt „Ret og Uret“, at se Skomageren som det onde Element, Skræderen som det gode6. Men der er oftere sket en Forvexling mellem just disse Haandværkere. Æventyret om 1 E. Tang Kristensen: Danske Ordsprog, S. 447. 2 Moths Ordbog. 3 Politivennen, 1830, S. 709, 749. 4 Jens Kamp: Danske Folkeminder, S. 143—144; E. Tang Kri- stensen: Jyske Folkeminder, VI, 1883, S. 233. 6 E. Tang Kristensen: Danske Ordsprog, S. 291. 8 E. Tang Kristensen: Skattegraveren, 1887, II, S. 20 flg., 1888, I, S. 127 flg.