Skomagere

SKOMAGERE. 205 „Den tapre Skræder“, som vi alle kjende, findes saaledes ogsaa fortalt om en Skomager1. Forøvrigt maa det ikke overses, at de danske Skomagere virkelig et Par Gange have faaet Ord for at tage ublu Priser for deres Arbejde. 1507 siges det om alle Danmarks Sko- magere, 1609 om Odense og Aarhus Skomagere2. Jeg vil imidlertid for det første Tilfældes Vedkommende ikke undlade at gjöre opmærksom paa, at der i Begyndelsen af det sextende Aarhundrede foregik en betydelig Revolution i Fodtojets Ud- seende De spidse, snabelformede Sko afløstes af de bred- snudede, muleformede3, hvad der muligvis kan have haft nogen Del i Klagen over, at Skomagerne ikke solgte „Sko og Støvler som lige og skjelligt var og eftersom i Fortiden været haver. “ Forøvrigt blev Sagen tagen med Kraft. Alle Skomager- lav Landet over bleve bævede, AHe og Enhver fik frit Lov til at gjöre og sælge Sko i Landets samtlige Kjøbstæder, men faa Aar efter stod Skomagerlavene overalt i fuldt Flor paany. De modige Skomagere lod sig ikke forbløffe, og der er sikkert gaaet et forstaaende Smil henover deres Ansigt, da de igjen vare retmæssige Indehavere af alle deres gamle Rettigheder, ti det fremhæves oftere, at de ikke vare uden et vist fiffigt Lune. Det er en Skomager, der i Æventyret narrer en Slagter til at kjøbe den samme Kalv tre Gange og hver Gang til en höjere Pris4. Og det er den tyske Haandværker i Roskilde, vi ovenfor have regnet for Skomager, der ved et godt Ind- fald frier sig ud af Harald Kesjas hævnende Haand. Da Kniven truer hans Næse, raaber han höjt, at han er en „vel lært Mand“ (doctus), og bliver i den Anledning ført for Harald. Her maa han imidlertid tilstaa, at han ikke er „vel lært“ til at læse og messe, men kun til at sy („suendi se, non 1 R. Nyerup: Aim. Morskabslæsn., 1816, S. 242; Sébillot: Lé- gendes et curiosités des métiers; les cordonniers S. 44—46. 2 Danm.’s Gilde- og Lavsskraaer, II, S. 393—4; Engelstoft: Odense, S. 259—60; Hübertz: Aarhus, II, S. 18. 8 Troels Lund: Danm.’s og Norges Hist., IV, S. 112—113. 4 E. Tang Kristensen: Skattegraveren, 1888 I, S. 97 flg.