Skomagere

206 c. nyrop: sacrandi professorem respondit“), hvad der selvfølgelig var noget Andet, end man havde ventet. Men Indfaldet maa have moret, ti det frelste ham fra den barbariske Hævn. I sin Oversættelse af Saxo stiller Grundtvig her den hellige Læst i Modsætning til Skomagerlæsten1. Det er imidlertid ikke alene i Fortiden og i Æventyret, at der tillægges Skomageren en vis lun Maade at optræde paa. Hvorledes forstaar han ikke at tale med sine Kunder: „Det gi’er sig, siger Skomageren, naar Skoene ere for smaa; det krymper ind, naar de ere for store“, og hvorledes kan han ikke faa Latteren paa sin Side: „Søen tærer, sagde Sko- mageren, han traadte over Rendestenen og drak en Snaps“2. Da Borgervæbningen og Livjægerne i 184-8 og 184-9 maatte besætte Vagterne i og ved Kjøbenhavn, skabte en gammel Skomager Bramsen fra Vartov Liv i Vagtstuerne ved til sin Guitar at synge den ene fornøjelige Sang efter den anden3. Og dette Skomagernes gode Humør maa man saa meget mere undres over, som de ligesom Skræderne og Væverne høre til de stillesiddende Haandværkere, der ofte lide af for- skjellige legemlige Svagheder4. Og saa er det endda ofte svagelige Drenge, der sættes til Skomageriet5. Ordsproget siger; „Skomagere og Skrædere ere gjærne vanføre enten med det Ene eller det Andet“, ja det hedder „at sidde hjemme som en lam Skomager“6. Men har det stillesiddende, mekaniske Arbejde gjort de paagjældende Haandværkeres Legemer svage, har det samtidigt udviklet deres Tankeliv, og medens Skræ- derne efter den almindelige Opfattelse skulle have lært at tænke revolutionært, Væverne at tænke paa Gjennemførlig- heden af nyttige Foranstaltninger, skulle Skomagerne væsent- lig være bievne kontemplative og grublende. Der er sagt om dem, at de ere de flittigste Kirkegængere og ivrigste Bibel- 1 Saxo ed. P. E. Möller, I, 2, S. 652; Danm.’s Krønike af Saxo Runemester, 2den Udg., S. 547. 2 E. Tang Kristensen: Danske Ordsprog, S. 447. 3 J. Davidsen: Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn, I, S. 242. 4 Jacob Behrend: Sko- og Stövlernageren, S. 5, 160 flg. 6 Anton Nielsen: Landhaandværkeren för og nu, S. 54. 7 C. Molbech: Danske Ordsprog, S. 349.