Et Bidrag til Belysning af Kjøbstadarbeideres Vilkaar

Forfatter: Th. Sørensen

År: 1880

Forlag: Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri

Sted: Kjøbenhavn

UDK: 331.83 Sør Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000256

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 74 Forrige Næste
66 hvilket de vedvarende at det er en saadan sligere. Jo mere Børneflokken stiger, desto mindre bliver det muligt for dem at indskrænke sig i de daarlige Aar. Mindre, og mindre bliver det Spillerum, under ikke kunne komme uden store Savn, men kræver dog deres stærkt varierende Indtægt, nogenlunde stort. I daarlige Aar bliver derfor Familie snart henvist til sin Kredit og, naar den er kom- men til Grændsen heraf, til at søge Hjælp hos Private; kan den ikke længere bæres oppe paa denne Maade, har den kun tilbage Nød eller Understøttelse af det Offenlige. Er der nu ovenikjøbet en lille Hage ved Mandens Vandel — uden at han just derfor kan henføres til de letsindige Arbejdere — eller ved Konens Husførelse, eller Sygdom slaar sig til, da gjennemløbes denne Rækkefølge i en rivende Fart. Her er der, om nogetsteds, Trang til de forskjellige Former af Arbeiderforsikring, men først og fremmest til Forsikring mod Arbejdsløshed, thi kun paa Grundlag af den kunne de overkomme de andre Former. Om det vil være muligt nogensinde at realisere denne Tanke, maa Fremtiden vise. Naar vi gaa over til at betragte de faste Arbeids- mænd, maa det erindres, at der ikke er nogen skarp Be- grændsning mellem dem og de foregaaende. Vel findes der mange Arbeidsmænd, som næsten hele deres Liv have fast Arbeide, ligesom paa den anden Side nogle, der næsten aldrig have det, man for en Del af dem er Grændsen flydende, snart befinde de sig paa den ene Side af den, snart paa den anden. Tage vi dem imidlertid som en særlig Klasse, da viser deres Levefod sig at staa et Trin høiere end de ikke faste Arbeidsmænds, ialfald i daarlige Aar; de tvinges aldrig saa langt ned som hine. Naar de gode og daarlige Aar tages under Et, kan man nok kalde