Et Bidrag til Belysning af Kjøbstadarbeideres Vilkaar
Forfatter: Th. Sørensen
År: 1880
Forlag: Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri
Sted: Kjøbenhavn
UDK: 331.83 Sør Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000256
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
66
hvilket de
vedvarende
at det er
en saadan
sligere. Jo mere Børneflokken stiger, desto mindre bliver
det muligt for dem at indskrænke sig i de daarlige Aar.
Mindre, og mindre bliver det Spillerum, under
ikke kunne komme uden store Savn, men
kræver dog deres stærkt varierende Indtægt,
nogenlunde stort. I daarlige Aar bliver derfor
Familie snart henvist til sin Kredit og, naar den er kom-
men til Grændsen heraf, til at søge Hjælp hos Private;
kan den ikke længere bæres oppe paa denne Maade, har
den kun tilbage Nød eller Understøttelse af det Offenlige.
Er der nu ovenikjøbet en lille Hage ved Mandens Vandel
— uden at han just derfor kan henføres til de letsindige
Arbejdere — eller ved Konens Husførelse, eller Sygdom
slaar sig til, da gjennemløbes denne Rækkefølge i en
rivende Fart. Her er der, om nogetsteds, Trang til de
forskjellige Former af Arbeiderforsikring, men først og
fremmest til Forsikring mod Arbejdsløshed, thi kun paa
Grundlag af den kunne de overkomme de andre Former.
Om det vil være muligt nogensinde at realisere denne
Tanke, maa Fremtiden vise.
Naar vi gaa over til at betragte de faste Arbeids-
mænd, maa det erindres, at der ikke er nogen skarp Be-
grændsning mellem dem og de foregaaende. Vel findes
der mange Arbeidsmænd, som næsten hele deres Liv have
fast Arbeide, ligesom paa den anden Side nogle, der
næsten aldrig have det, man for en Del af dem er Grændsen
flydende, snart befinde de sig paa den ene Side af den,
snart paa den anden. Tage vi dem imidlertid som en
særlig Klasse, da viser deres Levefod sig at staa et Trin
høiere end de ikke faste Arbeidsmænds, ialfald i daarlige
Aar; de tvinges aldrig saa langt ned som hine. Naar de
gode og daarlige Aar tages under Et, kan man nok kalde