Kollektiv-laan
Kreditforeningernes Fremtidsudvikling

 ^■SMMglMgfeæ 35 forenings-Laanenes Uopsigelighed, saa vil det ikke kunne undre, at Kreditforeningerne vedblivende kunne faae en stadigt forøget Tilgang, skjøndt deres Vilkaar ere langt strengere end nødvendigt, deres Laan altsaa paa Laantagernes Bekostning ere unødvendigt fordyrede. Men deraf følger ingenlunde, at Laantagerne (det er væsentligt det producerende Samfund) ikke have et billigt og berettiget Krav paa, at denne kunstige og imod vendige Fordyrelse af de til Samfunds-Produktionen fornødne Kapitaler ophæves. Og dette Krav fremtræder med saa meget større Styrke og saa meget større Be- rettigelse, som det er klart, at Kreditforeningerne ved at nedsætte deres Vilkaar til det virkeligt Berettigede ville blive istand til i forøget Grad at optage Konkur- rencen ikke blot med de private Kapitalister, men ogsaa med de offentlige Midler. Ved denne forøgede Kon- kurrence vilde derfor saavel de private Kapitalister som de offentlige Insituter tvinges til ligeledes at nedsætte de af dem krævede Laanevilkaar, saaledes som det ogsaa skete i 1888, og derigjennem vil endelig selve den gjældende Rentefod blive tvunget ned: Penge ville gjennemgaaende blive billigere, og Samfunds-Produk- tionens Arbejds-Vilkaar ville blive lettere. — Der er ikke tilstrækkelig Anledning til her at gaae dybere ind paa Spørgsmaalet om en lav eller en høj Rentefod bør foretrækkes, kun dette skal fremhæves, at i de store og rige Samfund er Rentefoden lav,*) i de fattigere Samfund er den høj, og dette er ikke alene en Følge af, at Penge ere rigeligere tilstede i hine end i disse, men selve Rigdommen hidrører tildels fra, at Produk- *) Naar Rentefoden i de nordamerikanske Fristater endog er meget høj, har dette sin Grund i de der stedfindende ejendomme- lige Forhold, hvilket det dog her vilde være for vidtløftigt at forklare.