Kollektiv-laan
Kreditforeningernes Fremtidsudvikling

 51 værdi, hvilket altsaa ifølge den praktiske Erfaring skulde være Grændsen for den forretningsmæssige Laanesikker- hed. Dette vil jo ikke sige, at man uden nogensom- helst Risiko kan belaane enhver Ejendom indtil ’/* eller 4/s af dens Salgsværdi. Hvis der ingen Risiko var, krævedes jo heller ingen Risiko-Præmie til dens Dæk- ning. Men det vil kun sige, at Laan indenfor denne Grændse ifølge den gjennem en lang Aarrække ind- vundne Erfaring ikke frembyde større Risiko, end at denne kan dækkes ved en ikke urimelig høj Risiko- Præmie. Ja, egentlig gaaer Erfaringen ikke lidet videre, den gaaer nemlig ud paa, at Enkeltmand tør yde Enkelt- laan i den enkelte Ejendom indenfor den angivne Grændse, uden at Udsigten til Tab er større, end at de private Laangivere tør tage Risikoen, skjøndt denne ikke kan forsikres. Erfaringen viser altsaa, at der ved Anvendelse af sagkyndigt og samvittighedsfuldt Skjøn kan gives sekundære Laan efter Kreditforeningerne, uden at der er særlig Fare for Tab. Hvis dette ikke var Tilfældet, vilde nemlig den hele Forretning med saa- danne Laan hurtigt standse, da hvert enkelt Tab maa være meget føleligt for Laangiverne. Men kan det an- sees for forsvarligt, og kan der i stor Udstrækning gjøres Forretning, ved at Enkeltmand yder saadant Enkeltlaan og derved løber den dermed forbundne Risiko uden at kunne forsikre denne, saa maa det saa meget mere kunne forsvares at optage saadant Laan som Del af et Kollektivlaan, hvor Tabet — hvis det indtræder — fordeles mellem samtlige Deltagere. Selvfølgelig vil denne Opfattelse møde store Be- tænkeligheder; men dette hidrører alene fra, at man mangler den rette Forstaaelse af Kreditforeningernes sande Væsen og Opgave. Her er jo ikke Tale oin at forøge de faste Ejendommes Prioritetsbyrder eller om at friste Kapitalisterne ind paa ny og risikable For- 4*