Kollektiv-laan
Kreditforeningernes Fremtidsudvikling

82 er imidlertid ikke til at vente, at den hidtil herskende Miskjendelse af Kreditforeningernes Grundvæsen og Op- gave i en meget nærliggende Fremtid skal blive i den Grad klaret, at det vil blive Kreditforeningerne tilladt helt og fuldt at optage Opgavens Løsning. Jeg skal derfor nu til Slutning angive de Reformer, om hvilke der allerede nu maa kunne opnaaes Enighed, ikke blot fordi deres Rigtighed og Hensigtsmæssighed ligger saa klart for Dagen, at Miskjendelse ikke er mulig, men ogsaa fordi der allerede har vist sig en Tilbøjelighed til at anerkjende dem. I Rigsdags-Samlingen 1891—92 forelagde Inden- rigsministeren og vedtog Landsthinget et Lovforslag angaaende en Kreditforening for større Landejendomme. I dette Lovforslag 1) frafaldtes Fordringen om Laanenes Amortisation, forsaavidt den Del.angaaer, der har Pant indenfor l/s af Pantets Værdi, og 2) i Stedet for et Minimal-Bidrag til Reservefondet sattes et Maximal- Bidrag. Ved den førstnævnte Bestemmelse frafaldtes altsaa den allerede i Lov 20 Juni 1850 og i alle senere Kreditforenings-Love, tildels endog i meget forstærket Form, fremsatte Fordring om absolut og fuldstændig Amortisation. Grændsen blev sat ved ’/s af Pantets Vurdering; dette er, som allerede ovenfor bemærket, en aldeles vilkaarligt valgt Grændse, der synes lidet be- grundet, naar Umyndiges og offentlige Stifteisers Midler kunne udlaanes uden Amortisation indtil V2 af Pantets Vurdering. Men Forslaget var et Fremskridt i den rigtige Retning og maa derfor modtages med Paaskjøn- nelse, navnlig med den i Landsthinget gjorte Tilføjelse, at Bestemmelsen kan udvides til de andre Kreditfor- eninger, saaat disse altsaa kunde blive delagtige i del foreslaaede Fremskridt. Den foreslaaede Opgivelse af et lovbestemt Mini- mal-Bidrag til Reservefondet indeholder en Tilbage-