Samfundets Pligter Ligeoverfor Kunstindustrien
År: 1889
Forlag: Trykt hos Chr. Nielsen
Sted: Randers
Sider: 21
UDK: 745
Tale
holdt ved Randers tekniske Skoles Aarsfest
den 7de April 1889
af
Borgmester, Kammerjunker G. C. V. H. v. Stemann.
(Trykt som Manuskript.)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
14
Bayern, havde man indkaldt fremmede Kunstnere og
Kunsthaandværkere for at fuldføre enkelte store Bygge-
foretagender ; naar saa disse vare afsluttede, eller ved-
kommende Fyrste døde, plejede den Slags Tilløb at
forsvinde. Paa helt anden Maade, under i Sandhed
vidtskuende Synspunkter, var den Kunstanstalt indrettet,
som Colbert i Aaret 1662 kaldte til Live under et Navn,
„manufacture royale des meubles de la couronne“, der
paa Dansk omtrent vilde hedde: den kongelige Møbel-
fabrik. Colbert skabte her et Institut, ikke for den
skolemæssige Kunstundervisning, men for det virkelige
Kunstarbejde. Til Støttepunkt for Bestillingerne, uden
hvilke Institutet ikke kunde arbejde, havde man de
nye kongelige Slotte, som Ludvig XIV opførte i Paris
og Versailles. Naar der til disse Slotte uden Hensyn
til Bekostningen blev fremstillet det Allerædleste og
Bedste af Drejerarbejde, Tapeter, Møbler, Tæpper, alle
Slags Gjenstande, tjente disse Arbejder ganske vist
nærmest til at forherlige Kongedømmet, men samtidig
og med fuld Bevidsthed skabtes derved en Skole, som
gav Frankrigs Kunstindustri den højeste Grad af kunst-
nerisk Dygtighed. I Spidsen for denne Kunstanstalt
stod Maleren Lebrun, under hvem alene 30 Kunstnere
arbejdede som Mønstertegnere. Her samledes de bedste
Kræfter, som overhovedet fandtes, og hver enkelt Arbejds-
gren blev teknisk og kunstnerisk uddannet til højeste
Grad af Fuldkommenhed. Samtidig undervistes i disse
Værksteder 60 til 100 Lærlinge, som, saasnart de vare
tilstrækkelig uddannede, gik over i den borgerlige Næring,
og med Statsunderstøttelse oprettede Værksteder og
Fabriker for det store Publikum. Det var Colberts
Hensigt ikke blot at give det kongelige Hus og Landet
den størst mulige Giands; men fremfor Alt beholde
Pengene for alle mulige Luxusgjenstande i Landet
og at bringe Frankrigs Kunstfærdighed saa vidt, at