Samfundets Pligter Ligeoverfor Kunstindustrien

14 Bayern, havde man indkaldt fremmede Kunstnere og Kunsthaandværkere for at fuldføre enkelte store Bygge- foretagender ; naar saa disse vare afsluttede, eller ved- kommende Fyrste døde, plejede den Slags Tilløb at forsvinde. Paa helt anden Maade, under i Sandhed vidtskuende Synspunkter, var den Kunstanstalt indrettet, som Colbert i Aaret 1662 kaldte til Live under et Navn, „manufacture royale des meubles de la couronne“, der paa Dansk omtrent vilde hedde: den kongelige Møbel- fabrik. Colbert skabte her et Institut, ikke for den skolemæssige Kunstundervisning, men for det virkelige Kunstarbejde. Til Støttepunkt for Bestillingerne, uden hvilke Institutet ikke kunde arbejde, havde man de nye kongelige Slotte, som Ludvig XIV opførte i Paris og Versailles. Naar der til disse Slotte uden Hensyn til Bekostningen blev fremstillet det Allerædleste og Bedste af Drejerarbejde, Tapeter, Møbler, Tæpper, alle Slags Gjenstande, tjente disse Arbejder ganske vist nærmest til at forherlige Kongedømmet, men samtidig og med fuld Bevidsthed skabtes derved en Skole, som gav Frankrigs Kunstindustri den højeste Grad af kunst- nerisk Dygtighed. I Spidsen for denne Kunstanstalt stod Maleren Lebrun, under hvem alene 30 Kunstnere arbejdede som Mønstertegnere. Her samledes de bedste Kræfter, som overhovedet fandtes, og hver enkelt Arbejds- gren blev teknisk og kunstnerisk uddannet til højeste Grad af Fuldkommenhed. Samtidig undervistes i disse Værksteder 60 til 100 Lærlinge, som, saasnart de vare tilstrækkelig uddannede, gik over i den borgerlige Næring, og med Statsunderstøttelse oprettede Værksteder og Fabriker for det store Publikum. Det var Colberts Hensigt ikke blot at give det kongelige Hus og Landet den størst mulige Giands; men fremfor Alt beholde Pengene for alle mulige Luxusgjenstande i Landet og at bringe Frankrigs Kunstfærdighed saa vidt, at