Krydderier.
Ved Krydderier forstaar Kogekunsten alle de Stoffer, der anvendes
til at krydre eller forhøje Smagen af de Anretninger, der tilberedes, uden
iøvrigt at tage noget Hensyn til deres videnskabelige Inddeling. Krydde-
rierne kunne ikke kaldes Fødemidler i egentlig Forstand, men ere blot
Tilsætninger, hvorved man søger at gjøre disse mere velsmagende, hvorhos
de bidrage til at vække en slumrende Appetit, og ligeledes anvendes til at
bevare alle Slags Levnedsmidler. De fleste høre hjemme i de varme Kli-
mater, hvor de ogsaa fortrinsvis spises, navnlig for ligesom at mildne den
stærke Varmes Indflydelse.
Vi behøve dem ikke af samme Grund og ere heller ikke i Stand
til at fortære dem i samme Mængde, skjøndt der jo nok findes dem, der
efterhaanden have øvet sig saa meget, at Nydelsen af de stærke Krydde-
rier er bleven dem et Slags Nødvendighed, der ikke anbefales af Naturen ôg
derfor ogsaa kun sjeldent gaar ustraffet hen. Endel af dem ere nødven-
dige, endel ligefrem skadelige, og den moderne Kogekunst stræber ogsaa
hen til at indskrænke Brugen af dem, men man kan ikke ganske undvære
dem. Det engelske Køkken, der tildels er paavirket af det indiske, synes
dog at have Vanskelighed ved at frigjøre sig herfra.
De almindeligst, forekommende Krydderier ere følgende:
Spansk Peber ogsaa kaldet Kayennepeber; det ophidser i højeste
Grad Mundens og Mavens Slimhinder og bør derfor kun benyttes i yderst
ringe Mængde.
Kryddernelliker ere ikke saa lokalt ophidsende, men de ere dog i
deres Virkninger de hidsigste af alle de stærke Krydderier, hvis medicinske
Egenskaber de besidde i høj Grad; de .passe bedst til flegmatiske eller saa
at sige kolde Individer.
/
Stærkt Peber og hvidt Peber ere samme Krydderi, men det
sidste er betydeligt mildere; det faas ved at skolde det stærke Peber i