Temperaturbegrebets Udvikling gennem Tiderne
Samt dets Sammenhæng med vexlende Forestillinger om Varmens Natur

109 af denne Kulde; han formoder, at den vilde være ude af Stand til at producere Is i deres Del af Verden. Af alt dette kunde man blive færdig til at slutte med Dr. Derham, Professor Mus- schenbroek og andre, at jo længere nord paa vi gaar, des større Kuldegrad maa der til at fryse Vand. Og hvad der kunde styrke en saadan Formodning er, at jeg fandt, at paa nogle hollandske Kviksølvtermometre, lavede i Amsterdam, paa hvilke Frysepunktet var mærket med 32°, var det en Grad eller to lavere her, naar de blev anbragte i Tøsne eller smaat hugget usmeltende Is. Men jeg er overbevist om, at disse tilsyneladende Diffe- renser stammer fra Mangel paa Omhu hos Iagttagerne eller Fejl hos Instrumentmagerne. Eller hvad om Dr. Cyrilli havde sit Vejrglas indelukket og beskyttet i et Hus, mens det frøs ude. Saavidt jeg ved, gøres dette altfor almindeligt af dem, som gør Fordring paa at registrere Vejret.“ Martine anfører dernæst, at han har undersøgt Temperaturen af smeltende Sne eller Is under 56° 20' og 51° 32' Bredde og fundet nøjagtigt det samme. Særlig Interesse har en anden Afhandling: The various De- gree of Heat in bodies1). Det Hovedsynspunkt, Martine hævder heri er, at Forholdet mellem de maalte Temperaturer for to Legemer har ingen Betydning — kun Forskellen har nogen Interesse. Han skriver herom: . da vi mangler Kendskab til de yderste Grænser af Varme og Kulde, kan vi ikke be- stemme det geometriske Forhold mellem de virkelige eller abso- lute Mængder af Varme i et Legeme til den, der er i et andet. Alt hvad vi kan stræbe efter, er at betegne deres arithmetiske Differenser, hvilket er et meget nyttigt Arbejde og kan gøres ved et stort Antal af nøjagtige Iagttagelser af de forskellige Grader af Varme. Disse Udvidelser2) svarer altid i no- get Maal til den Mængde af Ild eller Varme, der er anvendt. Saa at vi i Almindelighed taler om disse Ting som proportionale med hinanden. Skønt jeg ønsker ikke, at man skulde forstaa det, som om jeg rent ud vilde be- kræfte, at de begge gaar for sig nøjagtigt i det samme Forhold, T) 1. c. S. 288. 2) fremhævet af K. M.