Temperaturbegrebets Udvikling gennem Tiderne
Samt dets Sammenhæng med vexlende Forestillinger om Varmens Natur

111 det menneskelige Legemes, som denne er under den brændende Hede af kogende Olie eller Kviksølv.“ Jeg har refereret disse Udtalelser saa udførligt, fordi der her diskuteres et Forhold, som spiller en meget stor Rolle i den sidste Del af det 18de og Begyndelsen af det 19de Aarhundrede — det er Spørgs- maalet, om Temperaturtallene kan sættes proportionale med Varmemængderne i de Legemer, der undersøges. Trods den Reservation, Martine udtaler, gaar han i sine Beregninger ud fra, at det er tilladeligt, naar blot man kendte, hvad Termo- metret viste, naar al Varmemængde berøvedes det — altsaa kendte det absolute Nulpunkt; snart begynder der da en ivrig Søgen efter dette. Gennem sine Forsøg korrigerer han Boerhaave paa et andet Punkt, som ogsaa senere ses at have Forbindelse med det nylig omtalte. Martine tager lige store Glaskar af samme Form og fylder med forskellige Vædsker og iagttager den Temperatur- stigning, de faar i samme Tid, naar de anbringes i Nærheden af en Ild, og tillige det Temperaturfald, de lider ved dernæst at anbringes i koldere Omgivelser. Det viste sig da mod al Forventning, at Kviksølv opvarmedes og afkøledes hurtigst og Vand langsomst af alle. Ligeledes vistes, at et varmt Legeme, der anbringes i Luft og i forskellige Vædsker, vel afkøledes hurtigere i disse end i Luft, men langtfra i Forhold til Tæt- heden, som man forud havde ment. Et Bevis paa Martines gode Iagttagelsesevne er det, at han har fundet — ved Iagttagelse paa sig selv — at under Koldfeber var hans Temperatur 2 å 3° højere end normalt1); han siger, at Boerhaave og flere har altfor overdrevne Fore- stillinger om Heden under Feber, og at de frygter, at den skal kunne koagulere Blodet. Martine angiver, at han paa Huden under Feber har fundet 106° F., og da har nok Blodet 1° højere (412/3o C.). I de første Aartier efter 1750 sker Fremskridtene paa Varmelærens Omraade mest i Skotland, og Indflydelsen derfra ) Denne Opdagelse tilskrives ellers de Haen i Wien; han kom der 1754 som Professor. Se Jul. Petersen: Hovedmomenter i den medicin- ske Kliniks ældre Historie S. 112.