Temperaturbegrebets Udvikling gennem Tiderne
Samt dets Sammenhæng med vexlende Forestillinger om Varmens Natur

124 som er mere udtømmende og giver et tydeligt Billede af Da- tidens Standpunkt i denne Henseende. „Allerede for længere Tid tilbage har det været bekendt, at ved forskellige Legemers Forbindelser og Adskillelser samt i andre Tilfælde, naar et Legeme frivilligt undergaar Forandring, opstaar der betydelige Grader af Varme og Kulde. Heraf har man forestillet sig, at der hos ethvert Legeme findes en større eller mindre Varmemængde, som er saa bundet deri, at den ikke kan øve sin sædvanlige Virkning paa vore Sanser. I de seneste Aar, siden man er begyndt at undersøge For- holdet mellem de Varmemængder, som forskellige Legemer af given Vægt formaar at tage til sig ved en og samme Tempe- ratur, hvilken man kalder specifik Varme, har man fundet, at dette Forhold paa det nærmeste er konstant, mens Legemernes Temperatur ændres, saa længe hvert Legeme beholder sin Til- standsform, og tillige har man ment at mærke, at den Varme, man anser for at være bunden, forøges, naar den specifike Varme bliver større og omvendt. Den specifike Varme i Luft- arter overgaar saaledes den specifike Varme i andre flydende Legemer, og faste Legemer findes i Almindelighed at have den mindste specifike Varme, saaledes erkendes ogsaa i det hele, at Luftarter og Dampe behøver for at bestaa meget mere bunden Varme end Vædsker og disse mere end de faste, hvilken For- skel tydeligt mærkes hos et og samme Legeme, naar det gaar over til en anden Tilstandsform.“ Som Hovedresultat fastslaas til sidst den Sætning, at alle de Varmeprocesser — Varmeindsugning eller Varmeudvikling — som opstaar ved Legemernes kemiske Forandringer eller Æn- dring af Tilstandsform „endast beror af, hvar og en kropps Spe- cifica varme og dess uppkomne ändring.“ Det er mærkeligt at se, at en saa omfattende og betyd- ningsfuld Theori kan opstilles og tiltrædes af de Videnskabsmænd, der netop giver sig af med experimentelt Arbejde, uden at nogen omtaler det ganske utilstrækkelige Grundlag, det hele op- rindeligt er opbygget paa, nemlig den aprioriske Forudsæt- ning, at Vanddamp har større Varmefylde end Vand og — som vi nu skal se — at Isens Varmefylde er 0,9. Kun Black kom- mer med en spagfærdig Bemærkning om det dristige i at slutte,