Temperaturbegrebets Udvikling gennem Tiderne
Samt dets Sammenhæng med vexlende Forestillinger om Varmens Natur

125 at Dampen paa Grund af sit større Rumfang har større Varme- fylde end Vand, samtidig med, at man bruger, at Vand trods sit mindre Rumfang har større Varmefylde end Isen. Vi skal nu se, gennem hvilke Forsøg Gadolin bekræfter ovenstaaende Sætning. Hans første Forsøg gaar ud paa at finde den lavest mulige Temperatur — det absolute Nulpunkt — paa Celsius’ Skala ved Hjælp af Smeltning af Sne ved varmt Vand. Til Beregning op- stiller han en Ligning knyttet til Kalorimeterforsøg. B er Vægten af Sne V er Vandværdi af Karret ß er Sneens og Karrets Temperatur; den vælges under Fryse- punktet, for at Sneen kan være tør A er Vægten af Vandet a er Vandets Begyndelsestemperatur y er Fællestemperaturen z Grader af absolut Varme under Frysepunktet (Sneens Varme- fylde = 0,9). Udtrykker man nu, at Varmemængden i Sneen, Vandet og Karret er den samme før og efter Smeltningen, faas. /4(a + ^)H-B.0,9(^+2)+ V(ß + z) = 4- B) (2 + 7) + V(z 4- 7); Aa +- 0,9 Bß — (^4 -|- B) y V (7 ß) _ ggg 6 z =----------------0?1 B Det gjaldt nu om ved andre Forsøg at se, om 800° C under Frysepunktet kunde betragtes som „absolut Nulpunkt“. Der an- stilles i den Anledning en Række Forsøg, hvorved den Tem- peraturændring maales, som faas ved at opløse Kogsalt i Vand. Han bestemmer Varmefylden for tørt Kogsalt ved som Kalori- metervædske at bruge en mættet Kogsaltopløsning og Varme- fylden af Opløsninger af forskellig Styrke ved Hjælp af et Stykke Kobber, som opvarmedes eller afkøledes deri. Fremgangsmaaden ses af følgende Eksempel I: V er Kalorimetrets Vandværdi =0,6 b = 0,226 er Saltets a er Kalorimetrets Temperatur = 20,8 Kapacitet