Temperaturbegrebets Udvikling gennem Tiderne
Samt dets Sammenhæng med vexlende Forestillinger om Varmens Natur
Forfatter: Kirstine Meyer
År: 1909
Forlag: Jul. Gjellerups Boghandel
Sted: København
Sider: 179
UDK: 536 Mey
DOI: 10.48563/dtu-0000018
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
132
Lavoisier og Laplace1). Afhandlingen har betydelig Interesse
for det her behandlede Spørgsmaal.
Der gives først en kort Oversigt over de Fremskridt,
Varmelæren har gjort i det sidste Aarhundrede. Det er først
indenfor dette, at man har maalt Varmens Virkning ved Hjælp
af Udvidelse; man er naaet til en Overenskomst om to faste
Punkter paa Termometret og om at bruge som Termometer-
vædske den, der mellem disse Grænser er mest proportional
med Varmen. Man mangler i høj Grad en længere Skala.
Endvidere har man faaet Kendskab til Varmeforbruget- ved
Smeltning og Fordampning samt har set, at forskellige Le-
gemer har forskellig Varmekapacitet, og at disse Forskelle er
uafhængige af Legemernes Tæthed. Endvidere har man, da
intet Legeme paa Jorden, selv det koldeste, er berøvet Varme,
søgt at bestemme Forholdet mellem den absolute Varme og
dens Variation, betegnet ved Graderne paa Termometret; men
alle disse Bestemmelser er grundede paa Hypoteser,
der trænger i høj Grad til at verificeres gennem Er-
faringen.
Der er to Anskuelser om Varmens Natur; den ene er den
nys skildrede, at Varmen er en Vædske, fri eller bunden. Den
anden beskrives paa følgende Maade: Nogle Fysikere mener,
at Varmen kun er Resultatet af umærkelige Bevægelser af
Materiens Molekyler; selv de tætteste Legemer har Porer, og
disse gør det muligt, at de enkelte Dele i Legemerne kan be-
væge sig, kan oscillere i alle Retninger i en stadig Bevægelse;
det er i denne indre Bevægelse, at nogle Fysikere antager, at
Varmen bestaar. For at man kan forstaa dette, henvises der
til „det kendte Princip om Bevarelsen af de levende Kræfter,“
der siger, at i et System af Legemer, der virker paa hinanden
paa vilkaarlig Maade, er den levende Kraft d. e. m v2 kon-
stant2); paavirkes Legemerne af accelerende Kræfter, forøges
) Oeuvres Tome II, S. 283.
2) I La Places- Exposition du Systeme du monde S. 311, hvor „Prin-
cipet om Bevarelsen af de levende Kræfter“ udledes, angives det, at Lege-
merne i Systemet ikke lider anden Paavirkning end deres gensidige Træk
eller Tryk enten udøvede direkte eller gennem Forbindelser, der er
ustrækkelige.