Temperaturbegrebets Udvikling gennem Tiderne
Samt dets Sammenhæng med vexlende Forestillinger om Varmens Natur

Forfatter: Kirstine Meyer

År: 1909

Forlag: Jul. Gjellerups Boghandel

Sted: København

Sider: 179

UDK: 536 Mey

DOI: 10.48563/dtu-0000018

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 200 Forrige Næste
132 Lavoisier og Laplace1). Afhandlingen har betydelig Interesse for det her behandlede Spørgsmaal. Der gives først en kort Oversigt over de Fremskridt, Varmelæren har gjort i det sidste Aarhundrede. Det er først indenfor dette, at man har maalt Varmens Virkning ved Hjælp af Udvidelse; man er naaet til en Overenskomst om to faste Punkter paa Termometret og om at bruge som Termometer- vædske den, der mellem disse Grænser er mest proportional med Varmen. Man mangler i høj Grad en længere Skala. Endvidere har man faaet Kendskab til Varmeforbruget- ved Smeltning og Fordampning samt har set, at forskellige Le- gemer har forskellig Varmekapacitet, og at disse Forskelle er uafhængige af Legemernes Tæthed. Endvidere har man, da intet Legeme paa Jorden, selv det koldeste, er berøvet Varme, søgt at bestemme Forholdet mellem den absolute Varme og dens Variation, betegnet ved Graderne paa Termometret; men alle disse Bestemmelser er grundede paa Hypoteser, der trænger i høj Grad til at verificeres gennem Er- faringen. Der er to Anskuelser om Varmens Natur; den ene er den nys skildrede, at Varmen er en Vædske, fri eller bunden. Den anden beskrives paa følgende Maade: Nogle Fysikere mener, at Varmen kun er Resultatet af umærkelige Bevægelser af Materiens Molekyler; selv de tætteste Legemer har Porer, og disse gør det muligt, at de enkelte Dele i Legemerne kan be- væge sig, kan oscillere i alle Retninger i en stadig Bevægelse; det er i denne indre Bevægelse, at nogle Fysikere antager, at Varmen bestaar. For at man kan forstaa dette, henvises der til „det kendte Princip om Bevarelsen af de levende Kræfter,“ der siger, at i et System af Legemer, der virker paa hinanden paa vilkaarlig Maade, er den levende Kraft d. e. m v2 kon- stant2); paavirkes Legemerne af accelerende Kræfter, forøges ) Oeuvres Tome II, S. 283. 2) I La Places- Exposition du Systeme du monde S. 311, hvor „Prin- cipet om Bevarelsen af de levende Kræfter“ udledes, angives det, at Lege- merne i Systemet ikke lider anden Paavirkning end deres gensidige Træk eller Tryk enten udøvede direkte eller gennem Forbindelser, der er ustrækkelige.