Temperaturbegrebets Udvikling gennem Tiderne
Samt dets Sammenhæng med vexlende Forestillinger om Varmens Natur

133 den levende Kraft med ma2, hvor a er Hastighedsforøgelsen 2). I denne Hypotese antages Varmen at være den levende Kraft i den indre Bevægelse. Herved forstaas let Meddelelsen af Varme fra et varmt til et koldt Legeme. Endvidere gøres der opmærksom paa, at man herefter forstaar Solstraalernes ringe Stødkraft (impulsion) men store Varmeevne, thi Bevægelsesmængden mv er lille, fordi Massen er ringe, men Bevægelsesenergien mv2 er stor, fordi Hastigheden er stor. Ved Tilbagekastning af Straalerne sker der ingen Opvarmning, da den levende Kraft føres bort med de tilbagekastede Dele. Forfatterne siger, at de ikke vil erklære sig bestemt for en af disse Hypoteser; nogle Fænomener synes gunstige for den sidste, f. Ex. den Varme, der fremkommer ved Gnidning eller Slag, mens andre forklares simplere ved den første; maa- ske ligger det rigtige i en Blanding af begge. Man bør da se at bygge paa Principper, der er fælles for begge. Som saa- danne fremhæves: 1) Mængden af fri Varme bliver altid den samme ved en simpel Blanding af Legemerne. Sætningen følger af sig selv, hvis Varmen er en Vædske (her forudsættes da, at Blandingen sker uden Varmetoning), og hvis den er en levende Kraft, følger den umiddelbart af Sætningen om den levende Krafts Uforanderlighed. 2) Hvis der under en Forbindelse af Stoffer eller i en vilkaarlig Tilstandsforandring er en Formindskelse af den frie Varme, da vil denne Varme komme til Syne igen, naar Stof- ferne vender tilbage til deres første Tilstand og omvendt: hvis der under en Kombination eller en Tilstandsforandring udvikles Varme, vil den forsvinde, naar Stofferne vender tilbage til deres oprindelige Tilstand. For Bevægelsestheoriens Vedkommende be- grundes dette ved, at Tabet eller Forøgelsen i levende Kraft skyldes Kræfter, der virker i Retning af Molekylernes Forbin- delseslinier, og disse Kræfter gennemløber i de to Tilfælde de 2) Oeuvres Tome II S. 286: „Si les corps sont animés par des forces acceleratrices, la force vive est egale å qu’elle était å l’origine du mouve- ment plus å la somme des masses multipliées par les carrés des vitesses dues å l’action des forces accélératrices“.