Temperaturbegrebets Udvikling gennem Tiderne
Samt dets Sammenhæng med vexlende Forestillinger om Varmens Natur
Forfatter: Kirstine Meyer
År: 1909
Forlag: Jul. Gjellerups Boghandel
Sted: København
Sider: 179
UDK: 536 Mey
DOI: 10.48563/dtu-0000018
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
134
samme Værdier i omvendt Orden. — Til Ordene „fri Varme“,
„bunden Varme“ og „udviklet Varme“ svarer da levende Kraft,
Tab i levende Kraft, Forøgelse af levende Kraft.
Paa Grundlag af disse Sætninger er det nu muligt at ud-
lede Kalorimeterligningen for Iskalorimetret, saa at den kan
bruges, uden at man knytter sig til noget bestemt Standpunkt
i theoretisk Henseende.
Dernæst stiller Forfatterne sig den Opgave at finde For-
holdet mellem den totale Varme i et Legeme og den Mængde,
der skal til for at opvarme Legemet 1°. Paa lignende Maade
som Gadolin og Crawford udleder de en Betingelsesligning,
hvoraf den absolute Temperatur af Vand af 0° kan findes ud
fra Maalinger af Varmefylder.
Der kommer imidlertid saa daarlig Overensstemmelse i for-
skellige Tilfælde, at Forfatterne ender med at fastslaa: „Altsaa
kan Kendskab til Stoffernes Varmefylde intet lære os om den
Varmemængde, der vil udvikles ved deres Forbindelse“ !).
Endvidere antager de det for sandsynligt, da enhver Til-
standsforandring, der fremkaldes ved Opvarmning, fremkalder
en Varmeabsorption, at enhver Udvidelse ligeledes medfører en
vis, men ringe Varmeabsorption, der vil give sig til Kende ved
en tilsyneladende Forandring i Kapaciteten, saa at man ikke
kan forudsætte denne konstant.
Hos Lavoisiers Samtidige, Scheele, møder vi en anden stoflig
Varmetheori paa Flogistontheoriens Grundlag. Forestillingen
om Forholdet mellem Varmens Natur og Flogiston har vexlet i
det Aarhundrede, der er forløbet fra Becher — Theoriens Grund-
lægger — til Scheele* 2). Middelalderens „Kemikere“ hævdede
3 Elementer: Salt (det faste), Svovl (det brændbare) og Mer-
kurius (det flygtige), eller ogsaa regnede man med de 4 aristo-
teliske Elementer. Becher3) betragtede Vand og Jord som de
primære Elementer og delte det sidste i 3 Klasser med Egen-
skaber svarende til de ovennævnte middelalderlige og betegnede
de brændbare med Tilnavnet flogistiske. Hans Discipel Stahl
') Oeuvres Tome II, Sur la Chaleur S. 313.
2) Se Rodwell Phil. mag. 1868 og Black „Vorlesungen“ S. 291 o. flg.
3) Værker 1669—86.