Uhrmageren ved Værkstedsbordet
Haandbog for Lommeuhrs-reparatører

Rigtig Arbejdsniaade. 253 554) Utallige Gange har jeg set, at en Kollega, der f. Eks. fandt den spildte Vej for stor, (og deri tog han heller ikke Forkert fejl!) straks tog fat paa at gøre denne mindre, enten ved at Arbejdsmaade’ strække Begrænsningsstifterne i Pladen, eller ved at bøje Anslagstifterne sammen. Resultatet blev nu, at Kniven klemte sig mod Sikkerhedsrullen. Naturligvis blev den hurtig gjort kortere, og Glæden over lykkelig at have fundet og formentlig ogsaa berigtiget Fejlen var stor indtil-------Uhret kort efter Afleveringen „blev hængende“, og det saa, efter flere Gange at være bleven bragt tilbage (af Kunden) og „prøvet i Lom- men“ (af Uhrmageren) endelig konstateredes — hvis dette da overhovedet lykkedes — at Kniven var for kort og som Følge deraf fra Tid til anden huggede sig fast mod Om- fanget af Sikkerhedsrullen. Nu maatte selvfølgelig Kniven strækkes igen og „den spildte Vej“ føres tilbage til sit gamle Maal. Hele Arbejdet havde altsaa ikke alene været unyttigt, men det havde tillige fremkaldt en endnu større Fejl, end den Afhjælpningen havde tilsigtet. 555) Paa saadanne Fejlgreb vilde vi ikke indlade os. Vi undersøger derfor først og fremmest vor Ankergang i alle Rigtig dens Enkeltheder, inden vi foretager den allermindste Foran- Arbøidstnaade dring ved den. Derved opnaar vi flere ganske væsentlige Fordele: For det første sparer vi megen Tid; thi vi skruer ikke Uro- og Ankerklobenen en eneste Gang løs, førend vi har gennemset Gangen fra A til Z. For det andet formindskes derved Faren for, at de for- skellige Klobenskruer skulde blive ubrugelige; thi ved den hyppige Skruen ind og ud igen forekommer det let, at Skruerne til Slutning slet ikke mere vil holde. Endvidere vil man langt lettere risikere at glide ud med Skruetrækkeren og ødelægge Forgyldningen, naar man skal løsne Klobenen fire til seks Gange, end naar dette kun sker to Gange. For det tredie vil vi meget hyppig være i Stand til, med eet Slag at kunne berigtige flere Fejl paa een Gang. For det fjerde vil vi aldrig arbejde forkert, naar vi ikke ordner nogen Fejl, forinden vi ganske nøjagtig har overbevist os om, at der ikke derved opstaar en ny og endnu værre Fejl.