Det Store Nordiske Telegraf-selskab 1868-1894

af 1884, og trods 1881 Koncessionens Bestemmelser om, at der ikke maatte paaføres Selskabets Kabler Konkurrence, begyndte den kinesiske Administration dog straks en saadan, først til samme og senere endog til lavere Takster end Selskabets. Ingen Modforestillinger hjalp, og i August 1885 maatte Selskabet derfor reducere sine lokale Takster i Niveau med de kinesiske, hvilket havde den Virkning, at man den iste Februar 1886 enedes om atter at forhøje Taksterne og ikke længere at underbyde hinanden. De nævnte Overgreb fra kinesisk Side ramte ikke alene Store Nordiske, men ogsaa det engelske Selskab, »Eastern Extension Telegraph Company«, der jo var blevet dobbelt interesseret i Kinatrafikken, efter at det havde givet Kapital til Dubleringen af Shanghai-Hongkong Kablet. Da de to Selskaber i August 1886 havde sluttet den i Afsnit IX omtalte endelige Fred, bleve de derfor ogsaa enige om en Fællesoptræden i Kina til Fordel for 1881 Kon- cessionen, om end ikke dens Opretholdelse, saa dog dens Afløsning ved et andet legalt Dokument, der kunde regulere deres Retsstilling og Forhold til den kinesiske Administration i Fremtiden, hvad baade den russiske og den engelske Regering lovede deres Bistand til. En saadan Ordning blev endnu nødvendigere, fordi Kineserne efterhaanden havde udstrakt deres indre Tele- grafnet op imod den russisk-mantchuriske Grænse og nu søgte at opnaa Ruslands Samtykke til en Forbindelse af de to Rigers Linier dels ved Hunchun i Nærheden afPossiette og dels ved Helampo i Nærheden af Blagowetschensk. Naar disse Linier bleve gennemførte, vilde der ogsaa blive skabt Selskabet Konkurrence, hvad Kinas Trafik med Europa angaar, og om end Selskabet var forberedt paa at optage en saadan, efter at det havde faaet Overbevisningen om, at Kineserne paa intet Punkt vilde respektere 1881 Koncessionen, saa var det dog ønskeligt for alle Parter, at Konkurrencen blev saa lidet øde- læggende som muligt. Man vil maaske spørge, hvorfor Selskabet ikke gik til Domstolene med sin Koncession, hvis legale Gyldighed, ogsaa efter kinesiske Retsbegreber, det havde faaet bekræftet ved derom at indhente Betænkning fra en af Tidens mest kyndige og ansete Retslærde paa det internationale Omraade, nemlig Professor F. de Martens i St. Petersborg, der bl. a. er Retskonsulent for det russiske Udenrigsministerium. Men i Kina findes der ingen Domstole for Sager af denne Natur; de afgøres af selve den kinesiske Regering, og det afhænger altsaa af den Indflydelse, som kan udøves paa denne, gennem de europæiske Legationer i Peking, hvorvidt man vil komme til sin Ret eller ikke. Der var altsaa ingen anden Vej at gaa end den, Selskaberne valgte ved i Foraaret 1887 at lade deres to Driftsbestyrere, Hr. Henningsen og Mr. Judd, tage op til Tientsin for at indlede Forhandlinger om en Afløsning af 1881 Koncessionen, og de bleve der af Vicekongen Li Hung-Chang henviste til at — 109 —