Det Store Nordiske Telegraf-selskab 1868-1894

Planen i lange Tider vil blive gennemført, medmindre den meteorologiske Interesse, der knytter sig til daglige Vejrberetninger fra Island og Grønland, skulde bringe Regeringerne til kraftigt at støtte Oprettelsen af en telegrafisk Forbindelse med disse Punkter, saa har det Store Nordiske Telegraf-Selskab næppe tabt ved, at Planen foreløbig er lagt ad acta, thi de transatlantiske Telegrafselskaber have allerede i en Række af Aar ført en temmelig kum- merlig Tilværelse paa Grund af Konkurrencen mellem de 10 Linier, der for Øjeblikket forbinde Europa med de Forenede Stater. Derimod var det »The Anglo-American Telegraph Company’s« heldige Etablering af de første trans- atlantiske Kabler, der indirekte skulde blive Aarsag til den Udvidelse mod Øst, i Stedet for mod Vest, der fra et begrænset europæisk Foretagende hævede Store Nordiske til et Verdensforetagende af første Rang og skaffede det baade Æren og Fordelen af at tilføre Japan og Kina, d. v. s. en Befolk- ning, der tæller Hundreder af Millioner, Telegrafens Goder. Allerede i 1854, altsaa samtidig med, at man for Alvor begyndte at beskæftige sig med Planen om undersøisk at forbinde Europa og Amerika ved transatlantiske Kabler, tænkte man sig Muligheden af overjordisk at til- vejebringe telegrafisk Forbindelse mellem de to Verdensdele ad en uhyre Omvej, nemlig ved fra Europa at føre en Landlinie ud gennem Sibirien og fra de Forenede Stater en Landlinie op gennem Britisk Nordamerika og Alaska, og saa at fuldstændiggøre Forbindelsen ved at lægge et kort Kabel over Berings-Strædet. Flere Projekter i denne Retning bleve forelagte den russiske Regering (bl. a. ogsaa af den utrættelige Oberst Shaffner), og omsider i 1865 tilstod denne et amerikansk Landlinieselskab »The Western Union Telegraph Company« Koncession paa et saadant Anlæg, idet Regeringen selv paatog sig at føre en Landlinie gennem Sibirien ud til Nicolajewsk ved Amur-Flodens Udløb i det Stille Hav, medens Amerikanerne skulde paatage sig det endnu mere møjsommelige Arbejde derfra at føre Linien op i de arktiske Regioner til Berings-Strædet, over — eller rettere under — dette og gennem Alaska ned til de Forenede Stater. Arbejderne paabegyndtes da ogsaa baade i Sibirien, hvor man dog i 1868 kun var naaet ud til Stretinsk, og i Amerika, hvor Arbejderne næppe skrede hurtigere frem; men den heldige Etablering af de første transatlantiske Kabler i 1866—67, der aabnede en langt kortere og lettere Kommunikationsvej mellem de to Verdensdele, bragte Amerikanerne til at opgive Foretagendet, og det gjaldt nu for den russiske Regering om at finde anden frugtbringende Anvendelse for den paabegyndte sibiriske Linie foruden 'den Nytte, denne selvfølgelig altid vilde have for Rus- lands og Sibiriens interne Trafik. I saa Henseende havde Regeringen alt længe haft Øjet aabent for den sibiriske Linies Betydning som den korteste og naturligste Telegrafvej mellem - p —