Det Store Nordiske Telegraf-selskab 1868-1894

Europa og Kina, og en blandet Telegraf- og Posttjeneste var bleven organi- seret, saa snart Linien var gennemført til den russisk-kinesiske Grænsestation Kjachta, Sydost for Irkutsk. Mellem denne Station og Europa befordredes Telegrammerne paa de russiske Landlinier, medens de mellem Kjachta og Peking bleve viderebefordrede af ridende Kurerer, der fulgte den almindelige Karavanvej tværs over Gobi-Ørkenen. Denne Befordring, om end den Gang den hurtigste mellem Europa og Peking, tog dog lang Tid. Kurererne, der kun afgik 2 å 3 Gange om Maaneden fra hver Side, brugte mindst 10 å 12 Dage om at tilbagelægge Strækningen mellem Kjachta og Peking, og vare Telegrammerne bestemte til eller afsendte fra andre Byer i Kina end Peking, kunde Befordringen tage den dobbelte og tredobbelte Tid paa Grund af de mangelfulde Befordrings- midler i det »Himmelske Rige«. Den russiske Regering sparede derfor heller ingen Midler for at formaa Kina til at samtykke i Bygningen af en Telegraflinie mellem Kjachta og Peking. Den lod bl. a. i 1865 en Ingeniør, Brun St. Hypolite, berejse og opmaale hele Strækningen og foreviste i det russiske Gesandtskabshotel i Peking en Miniatur-Telegraflinie i fuld Virksomhed for Medlemmerne af den kinesiske Regering; men trods alle Bestræbelser lykkedes det ikke at over- vinde dennes Fordomme. Alt, hvad Rusland opnaaede, var et Tilsagn om, at saafremt Kina nogen Sinde skulde tillade Fremmede at anlægge Telegraflinier indenfor dets Grænser, skulde Rusland have Preference med Hensyn til et Peking-Kjachta Anlæg. Skuffet i sine Forhaabninger her og ligeledes skuffet i sine Forvent- ninger om at kunne gøre den sibiriske Linie til Bindeleddet tor det tele- grafiske Samkvem mellem Europa og Amerika, besluttede den russiske Regering at følge en Plan, der oprindelig var undfangen af Viceadmiral Kosakjewitsch, og som bestod i, at den sibiriske Linie skulde gennemføres til det sydligste Punkt (Wladiwostock eller Posiette) af den russiske Stillehavskyst i Stedet for til det nordligste (Berings-Strædet), og at man saa derfra skulde naa baade Japan og Kina ved Hjælp af undersøiske Kabler. Det Tidspunkt, !868—69, paa hvilket Regeringen for Alvor optog denne Plan, faldt netop sammen med Udførelsen af de danske Telegrafforetagender i Østersøen og Botniske Bugt, der havde bragt Lederne af disse i hyppig og intim For- bindelse med den russiske Telegrafadministration og lært dennes Chef, General- direktør Lüders, at vurdere det Arbejde, der blev præsteret fra dansk Side. Ligeledes havde han et aabent Øje for den Betydning, det vilde have for Rusland, om dette havde med samme Selskab og Administration at gøre, saavel i Vest som i Øst, saaledes at Telegrambefordringen mellem Europa og Østasien via de russiske Linier væsentlig kun var i Hænderne paa den rus- siske Administration for Landliniernes og paa en dansk Administration for Kablernes Vedkommende til begge Sider. Denne Betragtning, muligvis parret — 31