Lysets Farveadspredelse Ved Brydning

22 ikke syntes forrykket fra sin Plads. I saa Tilfælde var han vis paa, at de udtrædende Straaler vare parallels med de indfaldende, og i saa Tilfælde skulde da ogsaa efter Newtons Udsagn den betragtede Gjenstand have vist sig med sine naturlige Farver. Men Udfaldet blev et helt andet; Forsøget viste den nemlig omgivet af farvede Rande, og det — angiver Dollond — i lige saa høj Grad, som om han havde set paa den gjennem et Glasprisme med brydende Vinkel 30°. Men ikke nok hermed; ved at gjøre Vandprismets brydende Vinkel stedse større saa han, at Farverne bleve mindre fremtrædende, og ledet heraf faldt det ham da ind, at det, naar denne Vinkel blev tilstrækkelig stor, maaske var muligt rent at faa dem til at forsvinde. En uheldig Indretning af Apparatet, der gjorde, at den kun kunde blive omtrent 60°, tillod ham imidlertid ikke strax at prøve; men da det naturligvis maatte have samme Indflydelse, om Glasprismets Vinkel blev mindre, saa tilsleb han et slankt Glasprisme og prøvede med det. Udfaldet blev, at de farvede Rande virkelig kunde bringes til at forsvinde, og samtidig viste den betragtede Gjenstand sig i høj Grad forrykket fra sin Plads. Hermed var da Newtons Benægtelse af Muligheden af at hæve Farveadspredelsen uden samtidig at hæve Brydningen aldeles kuldkastet. 9. Det vundne Resultat anvendte han strax paa Konstruktion af Objektiver, og det lykkedes ham ogsaa kort efter at fremstille et farvefrit Objektiv, der var sammensat af to Glasstykker med Vand imellem. Men det led af en ny Mangel; det var nemlig nødvendigt, at det havde en ringe Aabning, for at ikke de betydelige Krumninger, som Glassene maatte have for Farvefrihedens