Lysets Farveadspredelse Ved Brydning

21 Dimensionerne af Lindseglassene. Hans Afhandling faldt i'Hænderne paa Doil ond, som nu gjennemgik Bereg- ningerne; som Instrumentmager var det ham af Vigtighed at have nøjagtige Maal, men Eulers turde han ikke bruge, da de som sagt kun vare grundede paa Spekulationer, hvis Rigtighed Erfaring aldrig havde godtgjort. Derfor indsatte han i Eulers Formler de Love for Brydningen, som vare fremgaaede af Newtons Forsøg, og ved denne Substitution fandt lian da, at det af Formlerne nødvendig fulgte, at Lindsen maatte være uendelig tyk, for at Straalerne kunde forenes i et Punkt. Hertil svaiede Euler kun, at hvorledes det saa end forholdt sig, saa var det umuligt at forklare Øjets Bygning, naar man, som Newton, vilde benægte Muligheden af at hæve Farve- adspredelsen uden samtidig at hæve Brydningen. Sagen var herved sat i Bevægelse, og Forskerne bievne bragte til at anvende deres Kræfter paa den. Klingenstjerna gik lige tilbage til Newtons Forsøg og underkastede de paa dette byggede Slutninger en nøj- agtig Prøvelse, hvoraf han fik ud, at hvis man i fuld Almindelighed vilde anerkjende Forsøgets Rigtighed, saa vilde man komme til Resultater, der aldeles ikke stem- mede med de af Newton selv fundne, men dog rigtig nok nærmede sig desto mere til disse, jo mindre Glasprismets brydende Vinkel blev. Sin Undersøgelse meddelte han Dollond, som heraf tog Anledning til at gjøre Forsøget om igjen. Hans Fremgangsmaade var kun deri forskjellig fra Newtons, at det prismatiske Kars brydende Vinkel efter Behag kunde gjores større eller mindre, og han forandrede saa længe paa det, indtil en gjennem det kombinerede Vand- og Glasprisnie betragtet Gjenstand