Lysets Farveadspredelse Ved Brydning

57 n dn sin p A — —F ]/(n2 — sm21) (1 — sin2 bt) og Formlen for Afvigelsen a = i -f- bi — p, der ikke forandres, hvis i bliver til bt og omvendt. Har man da to ulige store Værdier af i og bn der give samme Sum, saa vil Nævneren i A være større naar i > b,, end naar i < b t; omvendt vil det altsaa gaa med A; men det første svarer netop til Indfald fra Grundfladens Side, det andet til Indfald fra Kantens Side. Hvad den anden Del af Loven angaar, saa har han vist dens Rigtighed ved Talexempler; men — som han selv bemærker — man kan se det, af hvad alt er bevist (Quetelet Supp. og Poggendorff 35). Thi da Farveadspredelsen er desto større, jo mere de indfaldende Straaler helde mod Kanten, og til denne Stilling svarer altid den udtrædende Heldning mod Grundfladen, saa maa ifølge Gjensidighedsprincipet en Lysstraale, der er bleven dekomponeret ved Brydning i et Prisme, naar den træffer et andet, som ligger omvendt, lide Farveadspredelse i modsat Retning, og det i saa høj Grad som muligt, naar den træffer Forfladen af det andet Prisme under en Heldning mod dettes Grundflade, der bringer den saa nær denne som muligt. 22. Det blev ovenfor omtalt, at Arago ’og Petit havde søgt, hvilke Forandringer Brydningsforholdene undergik, naar de brydende Legemers Tæthed forandredes. Af deres Forsøg og af mangfoldige andre før og siden anstillede, har det da vist sig, at Brydningsforholdene aldeles bestemt aftog med Tætheden. For Farveadspre- delsen foreligger der Forsøgsrækker, f. Ex. af Pierre (Svovlkulstof, Æther og Amyliltehydrat) og Kopp (Æther, Træspiritus, Alkohol og Kreosot), der ere udstrakte over