Lysets Farveadspredelse Ved Brydning

6 nu ingen Vanskelighed at gjøre Regnskab for de pris- matiske Farver; thi den Lysstraale, der er gaaet gjennem Prismet nærmest ved den brydende Kant, hvor Glas- tykkelsen er mindst, og hvor der følgelig er mindst Mørke, den er af denne Grund rød; saa følger det grønne Lys, som har passeret en større Tykkelse, endelig det blaa ved den aller største. Paa lignende Maade forklarer han Regnbuens Farver; han tænker sig, at Solstraalerne brydes i Regndraaberne, og for da at se, hvorledes det gaar med dem, anstiller han Forsøg med en med Vand fyldt Glas- kugle, som træffes af dem. Derved bemærker han, at nogle Straaler efter Brydning gjennem Forfladen kastes tilbage fra Bagfladen og lide en Brydning ud til Siden, og at disse udtrædende Straaler fortrinsvis samle sig i to farvede, kredsformige Bælter omkring Kuglen. Farverne i det yderste Bælte forklares nu som før ved den større eller mindre Tykkelse, Straalerne have haft at gjennemløbe; om det indre Bælte derimod siger’* han, at de Straaler, der ligge den oprindelige Indfaldsretning nærmest, ere rode, netop fordi de ligge den nærmest; de Qernere blive da af lignende Grund grønne og blaa. Descartes (1596—1650) betvivlede først Identiteten af Farverne i Prismet og i Regndraaberne, thi han kunde ved de sidste ikke finde mørke Steder, der begrænsede dem, og saadanne forekom ham nødvendige for Frem- bringelsen af de prismatiske Farver. Men senere gav han sig til at beregne, under hvilke Vinkler de Solstraaler, der falde paa Regndraaberne og deri enten brydes to Gange og kastes tilbage en Gang, eller baade brydes og tilbagekastes to Gange, maa komme til -Øjet, og han fandt da, at der i første Tilfælde komme langt flere Straaler