Lysets Farveadspredelse Ved Brydning

7 til -Øjet under en Vinkel 41—42 Grader med Indfalds- retningen, i sidste under en Vinkel 51—52 Grader, end under alle andre; han maatte da under disse Vinkler se to lyse Striber paa mørk Himmelgrund, og i denne mørke Himmelgrund fandt han altsaa den segte mørke Begræns- ning af Farverne, saa at han fra dette Øjeblik ikke længere nærede Tvivl om de to Fænomeners Identitet. Hans Anskuelse om Farvernes Oprindelse er den, at de Lys- kugler, af hvilke den yderst fine Materie bestaar, ved hvis Bevægelse Lyset fremkommer, — at de foruden en retliniet Bevægelse, som sker med en vis Hastighed, ogsaa kunne faa en mer eller mindre hurtig Omdrejnings- bevægelse; naar da Omdrej ningshastiglieden kommer til at staa i' et vist Forhold til den retliniede Forplantnings- hastighed, saa opstaar Fornemmelsen af gult; en hurtigere Omdrejning frembringer rødt, en langsommere blaat. Støde nu Lyskuglerne i deres retliniede Bevægelse paa et brydende Legeme (Regndraaben), saa drejes de 1) saa stærkt ud af deres Bane, at de komme til at beskrive en anden ret Linie; deraf kommer Brydningen; men 2) faa de ogsaa den omtalte roterende Bevægelse, og det i ulige Grad, saa at nogle komme til at rotere hurtigere, andre langsommere, og derved frembringe de da de forskjellige Farver. Hvorfor derimod de to farvede Striber i Regn- buen have en bestemt Bredde, og hvorfor Farvefølgen i dem er omvendt, det kan han ikke forklare; det blev det forbeholdt Newton at oplyse, ligesom det ogsaa blev ham, der først tydelig fremstillede den indre Sammenhæng mellem Farve og Brydning, som Descartes kun uklart havde kunnet antyde. 2. Newton lod igjennem en snæver Aabning i