Lokomotivets Historie og George Stephenson

LOKOMOTIVSLAGET VED RAINHILL. 55 SYVENDE KAPITEL. Lokomotivslaget ved Rainhill. Alt det George Stephenson strævede med banen, glemte han ikke lokomotivet sit. Det varede nok- saa længe, før han fik lov til at gjøre forsøg med et, som trak arbeidstog. Det gik aldeles udmærket. Men alligevel var der i banestyret uenighed om hvad slags trækkraft, en skulde bruge under driften. Nogle holdt, som det sig sømmede ældre, erfarne direktører, paa det gamle system med heste. Dem. var man da sikre paa at komme frem med — ialfald saa længe der var liv i dem og redskaben. holdt. Andre vilde have faste dampmaskiner, som skulde hale togene fra station til station. En vilde bruge vandtryk, en anden lufttryk og en tredie —- kulsyre. Paa glatte skinner og lokomotiv holdt kun een. Det var George Stephenson. I „sagens anledning“ indhentedes erklæringer fra „fremra- gende sagkyndige/' De gik alle ud paa, at i det stykke var manden aldeles utilregnelig. „Hver og en, som kjender aldrig saa lidet til mekanik, maa da forstaa det, at lokomotivet ikke kan greie nogen større trafik paa glatte skinner. “ Men det var hel- ler ikke andet at vente af denne „selvlagede inge- niør, denne almuesmand uden skoledannelse og uden kultur. “ Men George Stephenson brydde sig kun lidet om de lærde, de anerkjendte og de anseede. Da han var saa godt som færdig med banen, fik han. styret