Smede

SMEDE. 193 Samme kom en gammel Kone, som skulde ind. Og det be- nyttede Smeden sig af. I et Nu havde han kastet sin grönne Kappe derind, og da det var et af hans Ønsker, hvis Opfyl- delse Vorherre havde lovet ham, at hvor som helst Kappen laa, skulde han kunne hente den, maatte St. Peter indlade ham. Men istedenfor at tage den op og fbrföje sig bort, satte Smeden sig nu paa Kappen, hvor St. Peter smukt maatte lade ham blive siddende, ti det var Smedens sidste af Vorherre til- staaede Ønske, at Ingen skulde kunne faa ham fra det Sted, hvor han sad paa sin Kappe. Og saaledes kom Smeden da trods Alt i Himmerig1. Hvad der ovenfor er fortalt om Smedens Forhold til den sorte Kunst, fortælles, i al Fald delvis, ellers om Præsten, Manden fra den sorte Skole. Og naturligvis har Almuen da ikke undladt paa forskjellig Maade at sætte Præsten og Smeden sammen aabenbart med Forkjærlighed for Smeden, saaledes som det allerede fremgaar af det lille Börnevers Sko min Hest, hwæm kan bedst? — det ka æ Præst? nej, kan han ej, det kan æ Smæj, som buer ve æ Vej.2 Smeden, hedder det, væddede en Gang med Præsten om, at hans Dreng var klogere end Præsten, hvad denne umuligt kunde tro. Men Smeden vandt. Da denne nemlig en Dag bad Præsten om at tage et Stykke Jern op fra Gulvet i Smedien, gjorde han det strax og brændte sig derved gudsjammerligt, medens Smedens Dreng ved en lignende Anmodning først spyttede paa Jernet og derved itide opdagede, at det endnu var varmt3. Ja en anden Historie gaar endog saa vidt, at 1 E. Tang Kristensen: Jyske Folkeminder, V, 1881, S. 241—46; Skattegraveren, 1888, II, S. 1—6; E. Tang Kristensen: Fra Bindestue og Kølle, I, 1896, S. 82—86; Berlepsch: Chronik der Feuerarbeiter, S. 79—81; Sébillot: Légendes des métiers; les forgerons, S. 7. 2 H. F. Feilberg: Dansk Bondeliv, 1889, S. 188. 3 Jens Kamp: Danske Folkeminder, 1877, S. 287. Dania XI, 13