Vejledning til Forstaaelse af Telegrafen og Telefonen
samt Stræknings- og Sporskiftesikringsanlægene

I. Grundtræk af Læren om Magnetisme og Elektricitet. A. Magnetisme. Magnetisme er en Naturkraft, der findes i visse Legemer, Magneter, og som kendes derpaa, at disse Legemer kunne tiltrække og bære enkelte Stoffer, saasom Jærn, Staal, Nikkel og Mangan. Oprindelig har man fundet en Jærnart i Nærheden af Byen Magnesia (i Lilleasien), hos hvilken denne Egenskab først blev opdaget, og herfra hidrører Navnet. Saadanne Magneter kaldes naturlige Magneter i Modsætning til kunstige Magneter, der er Staallegemer, hvori man senere har forstaaet at fremkalde Magnetisme; disse sidste formes oftest som Naale eller bøjes i Form af en Hestesko, Heste- skomagneter. Dypper man en magnetisk Staalstang helt ned i Jærn- filspaaner, ville disse, efter at Stangen atter er taget op, hænge fast ved den, men ikke i lige stor Mængde overalt. Tæt inden for Stangens Ender hænger der saaledes flest, Mængden aftager stærkt hen mod Midten, og omkring Midten gaar et Bælte, Ligevægtsrummet, hvor der slet ingen findes. De to Steder, hvorfra Magnetismen virker stærkest, kaldes Magnetens Poler, og af saadanne findes der i enhver Magnet mindst to.