Om Fiskerleierne Snekkersteen og Skotterup
og den derfra udstillede Samling af Fiskeriredskaber m.M.

21 at undgaae deres store graadige Fjender, undertiden søge ind under Bunden af Fiskerens Baad, saa generer dette ikke Springeren, den tør godt komme ligesaanær, ogidet den skyder sig op i Vandet, griber den sit Bytte saa nær Baaden, at man kan række den med Uaanden. Kaster man i stille Veir Noget (f. Ex. døde Fiske) ud til dem, samles de om Baadene som en Flok Hunde, staae roligt lidt under Overfladen og passe paa, naar man kaster Fi- skene ud og, idet de snappe dem, slaae de et Par Volter som af Overgivenhed. De bide villigt paa Krog og vilde uden stor Vanskelighed kunne fanges. Det kan imidler- tid ikke betale sig, thi Kjødet kan ikke sælges. De For- søg, der ere gjorte i denne Retning, ere faldne saa uhel- digt ud, at disse Dyr endnu have undgaaet Fiskernes Ef- terstræbelser. Man benytter dem imidlertid paa en anden Maade. Læseren vil neppe gjætte hvortil. De viste sig allerede nyttige derved, at de jagede Fiskene ind imod Land, ind paa Bundgarnenes Territorium, (adskillige Steder kan man takke Springeren for alle de Hornfiske, der fanges), og senere fik man et eget Fiskeri, der udelukkende er bereg- net paa Springernes Hjælp. Det er en Klapjagt, hvor disse Dyr maa udføre Hundenes Arbeide: at opjage Vildtet og bringe det indenfor Jægernes Rækkeevne. Og de ud- føre denne deres Forretning paa en meget tilfredsstillende Maade. Rigtignok bliver Vildtet (Hornfiskene) ikkt ned- lagt med Bøsser, men fanget i Nedgarn, dette er imid- lertid ikke Jagthundenes Skyld. Nr. 26 er et af de foran nævnte Nedgarn, en »Horn- fiskenæring». Om Nalten gaae Fiskene villigt deri, men om Dagen kan man see hele Flokken trække langs med Garnene, der drive med Strømmen paa Vandets Overflade, stødende lidt til dem med Næbet af og til, men vel vog- tende sig for at løbe fast. Iler kommer Springeren for- træffeligt lil Nytte. Dersom den ikke var, vilde Fiskene forresten slet ikke komme op i Vandet; men gaae dybt