Om Fiskerleierne Snekkersteen og Skotterup
og den derfra udstillede Samling af Fiskeriredskaber m.M.

År: 1872

Forlag: Trykt hos Henr. Donatzky

Sted: HELSINGØR

Sider: 32

UDK: 91 (48) (064)

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 36 Forrige Næste
22 under Garnene. Nu seiler Fiskeren hen, hvor han seer Springeren og Hornfiskene hoppe op af Vandet. Her sætter han Garnet ud og lægger sig paa Luur ved den ene Ende, som en Edderkop. Pludseligt begynder det at suse i hans Nærhed. Det er en Fiok Hornfiske, der i lange Spring paa Vandets Overflade kommer hen imod Garnet. I Hælene, eller rettere, i Halerne paa dem kom- mer Springeren, der har jaget Flokken op, snart skydende sig frem tæt under Overfladen med utrolig Hurtighed, snart hoppende op over Vandet , ikke sjeldenl kastende flere Fiske op med sig paa sin Rygfinne eller holdende en i Munden. Underliden vender den sig i Springet og kom- mer smukt paa Hovedet ned i Vandet igjen, men ofte falder den store Krop plumpt ned paa Bugen eller Siden og sprøiter Vandet til alle Sider. Nu er der ikke Tid for Fiskene til at tage Maal af Garnets Masker, hele Flok- ken springer deri og kun de, der ere heldige nok til i Hastværket at springe over det, frelse Livet. »Edderkop- pen« farer nu til og plukker de sprællende Fiske ud, for at hans Væv kan staae klar til at lage imod en ny Flok. Naar Veiret er godt og »Hundene« riglig have Lyst, er denne Klapjagt ligesaa morsom og underholdende, som en dito paa Land. Som afrettede Hunde røre Springerne aldrig nogen Fisk, der sidder fast i Garnet og de und- gaae med en beundringsværdig Behændighed at rive delte istykker paa deres Volter omkring det; yderst sjeldent kunne de komme lil at give det en Rift. Fiskeren be- tragter ogsaa Springeren med Velvillie og det synes næ- sten, at denne Følelse er gjensidig. Man har, naar man har »draget» Sildenæringer, seet Springeren vandre langs med Garnet, taalmodig ventende paa, at en Sild skulde falde af, men om den var nok saa sulten og om det va- rede nok saa længe, inden en Sild gik løs af Garnet, tænkte den dog aldrig paa al toge sig selv tilrette. Ikke saaledes Sælhunden, der dog nu er sjelden i Sundet. Den fulgte ogsaa med, naar Fiskeren »drog« Næringer, men