Kunsten I Danmark Under Frederik V Og Christian VII
Bygnings- Billedhugger- Og Malerkunstens Frigørelse

I GO T“H og god — hæderlig borger — lykkelig«. Ind mod Byen staar der: »KONGEN — KIENDTE — AT — BORGERFRIHED — BESTEMT — VED — RET- FÆRDIG LOV — GIVER — KIERLIGHED TIL — FÆDRELAND — MOD TIL DETS VÆRN — LYST TIL KUNDSKAB — ATTRAAE TIL FLID — HAAB OM HELD —«. I Samklang med disse Indskrifter forestille de fire Hjørnefigurer Tro- skab, Tapperhed, Jorddyrknings Flid og Fædrelands Kærlighed, me- dens de to Relieffer, som smykke Fodstykket mod Landet og mod Byen, betegne, at Retfærdighed og Frihed ere Dydernes Grundlag. Der er med Rette anket over, at Billedkunstens Sprog, her paa vort første folkelige Monument er ret uforstaaeligt, ikke alene for Menig- mand, men ogsaa for enhver, som ikke er særlig forfaren i at tyde alle- goriske Hieroglyfer. Det er unægtelig en langt naturligere Tale, som lyder ud fra H. V. Bissens Landsoldat, hvor man mødes med en i bed- ste Forstand folkelig Aand, der er baaret frem af en enestaaende genial Inspiration. Til Abildgaards Forsvar maa del dog siges, at den Be- givenhed, som han skulde rejse Mindestenen for, var af en mere ab- strakt Karakter end den, Bissen skulde fejre. Her var der en utvivlsom Kendsgerning, Krigen var ført lykkelig til Ende; man aandede atter frit, Blodet løb rask gennem Aarerne; Land-Soldaten, Landets Søn, der havde kæmpet som en modig Mand, havde den fremmeste Plads i alle Hjerter. Hist var Frihedens Indførelse unægtelig ogsaa en Kends- gerning; men for dens store og gavnlige Betydning kunde først Frem- tiden levere et uomstødeligt Bevis. I øvrigt er det værd at lægge Mærke til, at Billedhuggerarbejderne paa Frihedsstøtten ere bedst, hvor de ere mest i Overensstemmelse med Abildgaards Ideer. Weidenhaupts smukke Statue af Jorddyrkningsfliden er saaledesi en paafaldende Grad i Samklang med Abildgaards Udkast til en Melpomene-Statue. Og over Retfærdighedens Genius, som efter hans Tegning er modelleret af Wiedewelt, er der en Fornemhed, en Skønhed og en Stemning, som ikke kendes i Wiedewelts selvstændige Kunst. Relieffet af Friheden er derimod meget ringere. Det tilskrives i Al- mindelighed Nicolai Dajon. I et ikke benyttet, desværre meget for- tegnet Udkast af Abildgaard er Sammenspillet mellem de to Figurer langt smukkere. Kvinden, der skal betegne Statsmagten50, lægger sin Haand velsignende paa den unge Mands Hoved og omfatter ham med et alvorligt og kærligt Blik. Hun er som en Moder, der betror sin Søn en større Frihed og dermed et større Ansvar. Den unge Mand, som staar ret op og ned, har lagt Haanden paa Brystet og synes betaget af Øjeblikkets Alvor, af den Tillid, som bliver vist ham.