Kunsten I Danmark Under Frederik V Og Christian VII
Bygnings- Billedhugger- Og Malerkunstens Frigørelse

— 122 — fyldig malerisk Virkning over dem alle. Dette gode Resultat skyldes selvfølgelig i en ikke ringe Grad Clemens’ Stik; men Abildgaards Forar- bejder ere ogsaa udmærkede. Hans malede Studier til dem vidne ikke alene om den store Respekt, hvormed han omfattede Opgaven, de høre i det hele til hans bedste Arbejder. Hvilken Ynde er der ikke over Niels Klim paa hans Vandring gen- nem Potu. Trods alle Fortegnelser gør den unge Mand et meget tilta- lende Indtryk, og de kølige Toner, Rillede! er holdt i, eje en betydelig Friskhed og Skønhed. I Illustrationen til Potuanernes Gudstjeneste er der ligeledes præsteret noget overordentligt; der er Magt over den My- stik og Højtid, som hviler over Klippehulen og Forsamlingen. Ogsaa liere af de øvrige Billeder kunde nævnes med stor Hæder; men med hvor megen Glæde man end kunstnerisk kan se paa dem, nægtes kan det ikke, at der klæber megen væsentlig Fejl ved dem alle; som Hol- berg-Illustrationer have de kun ringe Værd; de slutte sig ikke om Teksten; hver og en er blottet for Humor. Abildgaards Kunst ejer mange gode Egenskaber; men til disse hører Humor absolut ikke; dette er saa meget mere føleligt, som han lit har valgt humoristiske Emner. Som alt an- tydet skades hans Menneskefremstillinger ogsaa hyppigt af store For- tegnelser; dette gælder i en ganske særlig Grad hans Illustrationer. Ved sine udførligere Værker har han som Regel bygget paa et indtrængende og overlegent Modelstudium; en Række Tegninger paa Kunstakademiet bære smukke Vidnesbyrd om, hvilken Dygtighed han var i Besiddelse af paa dette Omraade; ved sine mindre Arbejder har han næsten altid, vel sagtens for at bevare en større Frihed, tegnet ud af Hovedet. Men dertil manglede han i en paafaldende Grad Evne. Resultatet blev som Regel nogle underlig usammenhængende Kroppe, som Lemmerne kun maadeligt forbinde sig med. Ved Kobberstikkene til Ewalds Ode »den ulykkelige Prøve« er dette meget iøjnefaldende. Samtidens Dom over Abildgaard som Kunstner gik ham tit imod, og Eftertidens har som oftest været skaanselsløs; men trods alt har den ikke kunnet udviske en stærk Efterklang af den store Autoritet, som han i vide Kredse havde tilkæmpet sig, medens han levede. Høyen har i sit Foredrag »Konsten i Danmark i den sidste Halvdel af forrige Aar- hundrede«61 givet en sympatisk Skildring af Abildgaards Virksomhed; men underligt nok kommer han til Slut med et skarpt Angreb, som danner en sær Modsætning til den foregaaende Varme. Han fralægger Abildgaard egentlig Kunstnersind, idet han kalder ham »en begavet og aandrig Mand, som invita Minerva søgte at blive Konstner«. Der kan