Kunsten I Danmark Under Frederik V Og Christian VII
Bygnings- Billedhugger- Og Malerkunstens Frigørelse

— 123 — dog næppe være Tvivl om, at Julius Lange har Ret, naar han søger Aarsagen lil dette Omslag i Høyens stærkt bevægede, hedblodige, noget vulkanske Natur, som undertiden kunde lade ham forbavse sine Til- hørere med Ytringer, der aldeles modsagde hinanden. For den moderne Naturalist er Abildgaard selvfølgelig kun en maade- lig Fremtoning, der betegnes som »en Eklektiker, der paa Skyer af Bogstøv svævede til den ophøiede Verden, hvor man keder sig«. Men lil Gengæld er han altid bleven omfattet med Varme af dem, som lægger Vægt paa Kunstens monumentale Sider, og som har særlig Interesse for Kunsten i bunden Stil; navnlig har Julius Lange givet en Række sympatiske Skildringer af ham. Det var kun sjældent, at Abildgaard naaede det høje Maal, han stræbte efter; ved Siden af Arbejder, i hvilke der, saaledes som Jul. Lange siger, »bryder en ren og glimrende Skønhed igennem«, har han frem- bragt ikke faa, som i en betænkelig Grad nærme sig detumulige. Dog ei- der ogsaa over den svagere Del af hans Kunst et adeligt Præg; den glø- dende Iver, hvormed han kæmpede for det, han mente var Ret og Godt, kaster som Regel en uvisnelig Glans over den. Han pløjede desuden saa dybt, og var en saa fin og stærk Personlighed, at han i en fremtrædende Grad var i Stand til at bane Vej for den kommende Slægt. Og han ba- nede Vejen; efter ham fulgte Thorvaldsen. Sergel har Ret, naar han i Efteraaret 1806 i et Brev til Abildgaard, paa sit ejendommelige Fransk, skrev om Thorvaldsen: »Il vous doit le bonheur, de l’avoir mis dans la route qui mene vers le talant et du style«52.