Kunsten I Danmark Under Frederik V Og Christian VII
Bygnings- Billedhugger- Og Malerkunstens Frigørelse

AFSLUTNING. Fængsler Abildgaards, saavelsom Juels og Carstens Kunst Beskueren gennem de store Nydannelser, som præge den, saa minde til Gengæld de samtidige Maleres Arbejder om den store Magt, det konventionelle endnu havde. Selv den betydeligste blandt dem, Erik Pauelsen (1749 —1790) danner ingen Undtagelse fra denne Regel. Allerede som temmelig ung aabenbarede Pauelsen ualmindelige Evner. I Billedet af Salomos Dom, hvormed han i 1777 vandt Akade- miets store Guldmedaille, er der en for den Art Arbejder sjælden Fantasi og Skønhedsfølelse og dertil en betydelig Dristighed i Kompositionen. Nærmere beset er Løsningen dog meget overfladisk; Arbejdet er væ- sentligst sat ind paa at opnaa en smuk, dekorativ Virkning. Skønt Formen hører den nye Tid til, er Aanden Rokokoens; et Forhold, som bunder dybt i Pauelsens Natur. Han havde vanskeligt ved at tage bestemt Parti; Betydningen af et »Enten-Eller« gik aldrig op for ham, Livet igennem vedblev han at være for alsidig. Han arbejdede baade som Portræt-, Genre-, Landskabs- og Historiemaler, han havde klassi- ske Idealer, var naturbegejstret, men kunde dog ikke helt frigøre sig fra Rokokoen. Sig selv fandt han aldrig rigtig. Som Portrætmaler har Pauelsen udført flere dygtige Arbejder, blandt dem det livfulde og klart opfattede af Grevinde Schimmelmann, født Schubart, og det udmærket kraftigt behandlede af C. F. Stanley. Oftest gled han dog ud i det flove. I hans bekendte Billede af Fru Frederikke Brun holder Karakteristikken sig kun paa Overfladen; selve Figuren er meget fortegnet, og Farverne nærme sig det falske. Gennemgaaende savnede Pauelsen i sine Portrætter naturlig Anstand og Takt. Hvor usikker han var paa disse Omraader, træder skarpest frem i hans smagløse Billede af hans Hustru, som er fremstillet i et ret intimt Negligé. Ogsaa som Landskabsmaler kom Pauelsen til at udfolde en om-