Kunsten I Danmark Under Frederik V Og Christian VII
Bygnings- Billedhugger- Og Malerkunstens Frigørelse

— 10 — efter saadanne gode Egenskaber, som den manglede, og da navnlig efter en Renhed og Strenghed i Stilen, der stod i Modstrid med dens Natur. Om man lod sig friste til at inddele al Kunst i tre Hovedklasser, den religiøse, den etiske og den æstetiske, en Inddeling, der maatte tages med stor Varsomhed, idet den meste Kunst ejer noget af hvert, vilde Roko- koen komme i en udpræget æstetisk Klasse. Den har ikke den gotiske Stils dybe religiøse Følelse; det er utænkeligt, at en Rokokobygning kunde rumme det Brus af Højhed og Storhed, der, ligesom baaret af tusinde Sjæles Sang, kan møde En i en gotisk Katedral; ejheller kan man i den genfinde den etisk strenge Aand, den mægtige Stræben efter det Fuldkomne, som udmærker den bedste græske Kunst. Men som ingen anden Stil bringer Rokokoen Fest og Livsnydelse med sig. Den forstod at indrette sine Bygninger, saa at Livet kunde udfolde sig i hele sin Glans. Trapperne, som i den gotiske Renaissance vare henviste til de smalle mørke Taarne, bleve under dens Ledelse overordentlig store og lyse, ofte forsynede med brede Marmortrin og kostbare Smedejerns- Rækværker. I dens højloftede Sale med de brede Fløjdøre var der den Plads og Bekvemhed, som maa til, hvor Selskabslivet skal udvikle sig rigt og festligt. Baroktidens Allongeparykker og dens tunge, ret mørke og højtidelige Paaklædning var bleven afløst af de pudrede Haarpunge og af de lette, dristige Silkedragters lyse Farver. * * Indenfor den muntre, elegante, noget overfladiske Ramme, som Ro- koko-Arkitekturen dannede, skulde Malerne og Billedhuggerne udfolde deres Kunst. Det bør derfor i denne Forbindelse erindres, at Rokoko- Arkitekturen har faaet Prædikatet malerisk3. Taget i Ordets direkte Betydning, er det ikke med Rette. Den har faktisk aldrig som Gotikken i særlig Grad fængslet Malerne, og jævnlig afgivet Motiver for deres Bille- der. Men indirekte ligger der i denne Betegnelse en retfærdig Antydning af, at den yndede at benytte andre end rent arkitektoniske Virkemidler og maaske særlig saadanne, som i Følge deres Natur bør være forbe- holdt Malerkunsten. Der tænkes paa det bevægede i Bygningernes mange Ledføjninger, og navnlig paa den Dristighed, hvormed det logiske, saa- ledes som i Amalienborg-Frontonerne og i Pavillonerne ved Marmor- broen skubbes til Side, skjønt Bygningskunsten arbejder med Realiteter og ikke som Malerkunsten med Illusionen.