Kunsten I Danmark Under Frederik V Og Christian VII
Bygnings- Billedhugger- Og Malerkunstens Frigørelse
Forfatter: Th. Oppermann
År: 1906
Forlag: August Bangs Boghandels Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 163
UDK: 7(489)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
— 12 —
i sin Nyden ikke var contemplativ, men i høj Grad aktiv. Det bevægede,
det overraskende var uundværligt for den og i Overensstemmelse med
dens inderste Natur. I Portrættet saavel som i sine øvrige Arbejder skød
den det personlige Følelsesliv, Studiet og den bestemte Naturiagttagelse
til Side, og lagde i en fremtrædende Grad Vægt paa Foredraget; det er
ikke, hvad der bliver sagt, men hvordan det bliver sagt, der for den er
det afgørende.
Herhjemme blev i denne Periode den største Dygtighed udfoldet paa
Portrætkunstens Omraade; udenfor dette synes kun et Par enkelte
Kunstnere at have frembragt noget nævneværdigt. De mest typiske Por-
trætter skyldes afgjort den svenskfødte Maler Carl Gustav Pilo. I alle
hans Billeder træder det umiskendeligt frem, at hans fornemste Maal
har været at faa dem til at glide som kvikke og velafpassede Led ind i
de Omgivelser, de vare bestemte for. Om Glansen og det letlevende i
Datidens Selskabsliv bære de ofte træffende Vidnesbyrd. Blandt hans
større Arbejder indtager det kongelige Teaters Portræt af Kong Fre-
derik den femte en fremskudt Plads. Dets Farveholdning er med Held
stemt efter et festligt Interiør; Penselføringen, Tegningen og Modellerin-
gen er flot og bred, uden paa noget Punkt at gøre Rede for de virke-
lige Forhold. Karaktergivningen følger Trop; det individuelle er saa vidt
mulig skudt til Side. Ved Gengivelsen af Kongens Ansigtstræk har der
dog for Lighedens Skyld selvfølgelig været nødvendigt at holde sig noget
til Virkeligheden, men med en sikker Følelse for, hvor lidet stemmende
med den selskabelige Tone en uforbeholden Skildring vilde være, er en
mere indgaaende Redegørelse saa temmelig undgaaet. Hvor bevidst
der her er handlet, viser sig tydeligt i Skildringen af Kongens Figur.
Selve Stillingen, den konventionelle Parade, er som bekendt laant fra
Hyancinthe Rigaud’s Maleri af Ludvig den fjortende, Tidens mest
yndede Mønster for Portrætter af enevældige Monarker.
Hvor konventionelt Pilo, og forøvrigt ogsaa hans Kolleger, tog paa
Fremstillingen af deres Klienters Figurer, mærkes dog endnu tyde-
ligere ved Tidens Dameportrætter, hvis Buster altid synes drejede efter
en Skabelon, passelig fyldig efter vedkommendes Alder.
Selvfølgelig vare Pilos Portrætter bestemte for meget uensartede
Rum. Det ses let, at han har taget Hensyn dertil. Malte han kongelige
Personer og Rigets Fornemme, var hans Pensel af de flotteste, Farven
lys og festlig, og det Sejrssmil, som han næsten altid udstyrede sine
Modeller med, af de mest overlegne. Skildrede han velstillede Borger-
folk, var Fremstillingen farvekraftig, men dog mere jævn, ligesom ogsaa