Kunsten I Danmark Under Frederik V Og Christian VII
Bygnings- Billedhugger- Og Malerkunstens Frigørelse

— 12 — i sin Nyden ikke var contemplativ, men i høj Grad aktiv. Det bevægede, det overraskende var uundværligt for den og i Overensstemmelse med dens inderste Natur. I Portrættet saavel som i sine øvrige Arbejder skød den det personlige Følelsesliv, Studiet og den bestemte Naturiagttagelse til Side, og lagde i en fremtrædende Grad Vægt paa Foredraget; det er ikke, hvad der bliver sagt, men hvordan det bliver sagt, der for den er det afgørende. Herhjemme blev i denne Periode den største Dygtighed udfoldet paa Portrætkunstens Omraade; udenfor dette synes kun et Par enkelte Kunstnere at have frembragt noget nævneværdigt. De mest typiske Por- trætter skyldes afgjort den svenskfødte Maler Carl Gustav Pilo. I alle hans Billeder træder det umiskendeligt frem, at hans fornemste Maal har været at faa dem til at glide som kvikke og velafpassede Led ind i de Omgivelser, de vare bestemte for. Om Glansen og det letlevende i Datidens Selskabsliv bære de ofte træffende Vidnesbyrd. Blandt hans større Arbejder indtager det kongelige Teaters Portræt af Kong Fre- derik den femte en fremskudt Plads. Dets Farveholdning er med Held stemt efter et festligt Interiør; Penselføringen, Tegningen og Modellerin- gen er flot og bred, uden paa noget Punkt at gøre Rede for de virke- lige Forhold. Karaktergivningen følger Trop; det individuelle er saa vidt mulig skudt til Side. Ved Gengivelsen af Kongens Ansigtstræk har der dog for Lighedens Skyld selvfølgelig været nødvendigt at holde sig noget til Virkeligheden, men med en sikker Følelse for, hvor lidet stemmende med den selskabelige Tone en uforbeholden Skildring vilde være, er en mere indgaaende Redegørelse saa temmelig undgaaet. Hvor bevidst der her er handlet, viser sig tydeligt i Skildringen af Kongens Figur. Selve Stillingen, den konventionelle Parade, er som bekendt laant fra Hyancinthe Rigaud’s Maleri af Ludvig den fjortende, Tidens mest yndede Mønster for Portrætter af enevældige Monarker. Hvor konventionelt Pilo, og forøvrigt ogsaa hans Kolleger, tog paa Fremstillingen af deres Klienters Figurer, mærkes dog endnu tyde- ligere ved Tidens Dameportrætter, hvis Buster altid synes drejede efter en Skabelon, passelig fyldig efter vedkommendes Alder. Selvfølgelig vare Pilos Portrætter bestemte for meget uensartede Rum. Det ses let, at han har taget Hensyn dertil. Malte han kongelige Personer og Rigets Fornemme, var hans Pensel af de flotteste, Farven lys og festlig, og det Sejrssmil, som han næsten altid udstyrede sine Modeller med, af de mest overlegne. Skildrede han velstillede Borger- folk, var Fremstillingen farvekraftig, men dog mere jævn, ligesom ogsaa