Kunsten I Danmark Under Frederik V Og Christian VII
Bygnings- Billedhugger- Og Malerkunstens Frigørelse

— 30 — et Monument paa Amalienborg11, vidtløftige Allegorier og pompøse Op- stillinger uundværlige, hvor en Konge skulde forherliges. At stille sig i aabenbar Opposition hertil kunde sikkert under de daværende Forhold have være farligt, navnlig for Saly, der havde mange Fjender. Paa den anden Side kunde han, som den gode Kunstner, han var, ikke forsværge det, der for ham var det rette og skønne, men han maatte lempe sig frem, og navnlig tilsyneladende lade sig den simple Form paatvinge. Der kan forøvrigt ikke være Tvivl om, at det virkeligt har været i Overensstem- melse med Salys Ønske, at Helheden kom til at virke saa enkelt. For- uden af det anførte bekræftes det paa den mest afgørende Maade af, at den Strenghed og Simpelhed i Stilen, som Saly her har faaet frem, gen- nem hans Studiekammerat og nære Ven Jardins Virksomhed netop den Gang herhjemme havde fejret store Triumfer og var godt ifærd med at fortrænge den gamle Mode. Den yngre Slægt, som med Længsel saa en ny Æra i Møde, var ogsaa paa Salys Side; det er betegnende, at August Hennings, der i sin lille Kunsthistorie12 var Simpelhedens og Klar- hedens varme Talsmand, kun har Lovord at sige om det færdige Monu- ment; han nævner slet ikke de paatænkte allegoriske Statuer. I denne Forbindelse bør det maaske ogsaa anføres, at Saly i et Brev af 1. Maj 1766 til Magistraten i sin Fødeby Valenciennes fremhæver Frederik den femtes Befaling om at slette de underordnede Figurer paa hans Monument som et i høj Grad efterfølgelsesværdigt Eksempel. »Quoique j’eusse fort désiré pouvoir donner å ce monarque une preuve de plus de ma sensibilité et de ma reconnoissance, je ne puis cependant m’empécher d’admirer cette supériorité dans la facon de penser d’un roi, pére de son peuple, laquelle le porta å sacrilier de plein gré une gloire personelle au bien étre de ses sujets«13. Aarsagen til dette Brev har sin særlige Interesse. Ved en Marmorstatue af Ludvig den fem- tende, som Saly før sin Afrejse til Danmark havde udført til Valencien- nes, havde han, til sine Bysbørns Sorg, udeladt nogle Belieffer eller lignende »accessories«, der efter den oprindelige Plan skulde have været anbragte paa Fodstykket. Magistraten pressede paa for at faa dem, men han værgede efter bedste Evne sin simple Løsning. Til Slut bør det erindres, at Thiele i sin Bog »Kunstakademiet og Heststatuen paa Amalienborg« omtaler Salys Udeladelse af Monu- mentets dekorative Figurer. Han fremhæver, uden at angive sin Kilde, at den virkelig var i Overensstemmelse med Salys Ønske og skyldtes dennes Initiativ. Om Aarsagen oplyser han intet, han antyder, at det har været Magelighed, Længsel efter at blive færdig med sit Arbejde