Indbydelsesskrift til Kjøbenhavns Universitets Aarsfest til Erindring om Kirkens Reformation
Nogle Bemærkninger om Naturvidenskabernes Betydning for vor Tid

38 søger dem historisk og psykologisk, men den kan hverken tage noget fra dem eller føje noget til dem. Er det ikke utænkeligt, at den skulde faa Held til at give Genesis eller Johannesevangeliet, Odysseen eller Iliaden i en ny Form eller omskrive Hamlet eller Macbeth ? Selv i Historien maa den respektere de Hovedværker, Fortiden har efterladt os. Den kan kritisere dem, belyse og berigtige dem, men den kan ikke røre ved det, der giver dem deres høje Værd, deres personlige og poetiske Opfattelse af Menneskelivet. Og endnu mindre kan den selv skabe Værker, der kunne gøre dem Rangen stridig; det synes snarere, at Videnskaben drukner i Stoffets Mangfoldighed; jo mere man ved, des vanskeligere bliver det at samle Resultatet af det hele i en fængslende Form. Det kunde saaledes synes, at der er en dyb Kløft imellem Videnskaben og Inspirationen, men dette er dog vist ikke Tilfældet. Ganske vist faar man ofte af Udtalelser, der fremkomme om Videnskabens Fremgang, det Indtryk, at den beror paa en jævn og stadig Vækst, at den vokser ligesom Træet fra Aar til Aar. Det er muligt, at Bacon nærmest tænkte paa noget saadant, da han udkastede sin Plan til Videnskabernes Fornyelse, og det er sikkert nok, at der er arbejdet paa denne Maade, med størst Konsekvens og Udholdenhed af Pariserakademiet i det syttende Aar- hundrede. Dettes Medlemmer foretoge i Fællesskab Forsøg over de forskelligste Ting og, naar de ikke kunde komme nogen Vegne dermed, sendte de, som de udtrykte sig, et af Medlemmerne hjem for at tænke over Sagen. Trods ihærdigt Arbejde kom der intet Resultat ud af Arbejdet. De store Opdagelser, som have lagt Grunden til Naturviden- skaberne, skyldes i Virkeligheden enkelte højt begavede Mænd, mellem hvilke Galilei og Descartes, Huygens og Newton vel staa højest. Studiet af Naturvidenskabernes Historie fører derfor let til Herodyrkelse. Det er aaben- bart, at der undertiden fremstaar Mænd, der besidde en egen Evne til at trænge igennem Overfladen, til at opdage en Sammenhæng i Tingene, om hvilke vi andre ingen