Agerbrugets Naturlove
Forfatter: Justus Liebig
År: 1864
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 421
UDK: 630 Lie
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
386
Tiling.
migt construeret Tonde med opstaaende Hanke, hvorigjennem
en Bærestang kan skydes; ogsaa ofte en stor Ler Hankekrukke,
hvortil det i Landet værende Ler leverer et udmærket Mate-
riale. I nogle sjeldne Tilfælde, og det kun i Byerne, fandt
jeg paa Bunden af disse Kar og vel ogsaa lagvis i Massen
et Lag Avner eller grov Hakkelse, en Anvendelse, der, hvis
jeg ikke feiler, ogsaa i den senere Tid har været anbefalet hos
os. Saasnart nu dette Kar er fuldt, bliver det flyttet ud og
tomt af i eu af de større Gjodningsbeholderc. Disse Gjød-
ningsbeholdere anlægges enten i selve Marken eller i Gaarden
og beftaae af store næsten til Randen i Jorden nedsatte Kar
eller enorme Stenkrukker af 8 til 12 Cubikfods Indhold.
Disse ere de egentlige Tilberedningsanstalter for Gjodningeu.
Behandlingen i disse Beholdere er følgende: E^crementerne blive
uden nogensomhelst Tilsætning fortyndet med Vand saalænge,
indtil den Hele Masse under dygtig Omroring Har forvandlet
sig til en fuldstændig fin udrørt jevn Vælling. J Regnveir
dækkes Gruben med et ved Siden af staaende Dæksel, der kan
skydes Hen over den; i klart Veir udsættes den derimod for
Sol og Vind. De faste Bestanddele i Vællingen synke efter-
Haanden tilbunds og gotie i Gjæring, Vandet fordamper. I
dette Mellemrum har Locummet ydet en ny Paafyldning; der
tilsættes igjen Band, det Hele røres godt sammen og behand-
les ligesoni ved den forste Paafyldning. Paa benne Maade
bliver man ved, indtil Gruben er fuld. Derpaa lader man
den efter den sidste Paafyldning og efter gjentagen fuldstændig
Gjennemarbeidning henstaa alt efter Vejrliget i 2 til 3 Uger
indtil den skal bruges; men Gjodningeu anvendes al-
drig i frisk Tilstand.
Hele denne Fremgangsmaade viser, at Japaneserne
aldeles ikke ere Tilhængere af Kvælstoftheorien, og at det
fornemmelig er dem om Gjodningens faste Bestanddele
at gjore. De prisgive sorgløst Ammoniakken til at