mindste Fejl nægter de europæiske Købmænd at modtage det, og Fa-
brikanten maa da beholde det selv; thi til Kineserne kan han ikke
Fig. 269. Tallerken med Kopi i sort og
Guld af et europæisk Kobberstik (Kors-
fæstelsen). Saakaldet »Jesuiter-Porcellæn«
(»ostindisk«). 18de Aarh.s Slutning. Vest-
landske Kunstindustrimuseum, Bergen.
sælge det, da det ikke stemmer med deres Smag«. Hvad Père d’Entre-
colles’ Samtidige i Europa troede om
dette Porcellæns Proveniens, er ikke
længere let at vide. Men efterhaanden
som det i stigende Grad blev bragt
til vor Verdensdel ombord i de øst-
asiatiske Kompagniers Skibe, tog
det Navn efter disse Kompagnier.
I Sverige kaldes det den Dag i Dag
»Kompagni-Porcellæn«, i Danmark
»ostindisk« Porcellæn, i Frankrig
»Porcelaine des Indes«, i England
»India china«. At det ikke havde
noget med Indien at gøre, vidste
man vel overalt. Men heller ikke
meget mere. Jacquemart henførte
det til Japan, idet han troede, det
udelukkende var kommet til Europa gennem det hollandske Kompagni,
der ikke handlede paa Kina, men paa Japan. Og af endnu mindre vel-
betænkte Grunde blev det af engelske Forfattere en Tidlang betragtet
som for en stor Del dekoreret i Lowestoft, en lille Fabrik i Suffolk,
der udenfor England aldrig har gjort sig bemærket paa anden Maade
end denne aldeles ufortjente.
Nuomstunder synes der at herske Enighed om, at det skriver sig fra
Ching-tê chên, men at de emaljemalede Dele deraf (i Modsætning
navnlig til de under Glasur blaamalede) er dekorerede i Canton. For
denne sidste Antagelse taler meget. Med Hensyn til Fabrikationen af
selve Porcellænet kan man derimod ikke skjule for sig selv, at den ved-
blivende frembyder et Problem. Baade med sit Stof, som hyppig er
stentøjsagtigt, og med sin Glasur, der oftest er graa, vatret eller lige-
som koparret, peger meget af det ostindiske Porcellæn i Retning af
andre Materialer og andre Fremgangsmaader end dem, der anvendtes
i Ching-tê chên. Det maa derfor fremdeles betragtes som et uopklaret
Spørgsmaal, hvorfor denne Verdensartikel blev fremstillet af et andet
Porcellæn end det egentlige kinesiske, skønt det var dette, Verden
begærede.
Langt den største Del af det »ostindiske« Porcellæn i Europa bestaar
af store Bordservicer eller Rester af saadanne. De nøjsomste heraf har
blot en enkel ornamental Bort, f. Ex. i mat Guld med brune Konturer