Keramisk Haandbog
Andet Bind 1ste Halvdel: Kina, Korea, Japan. Andet Binds 2den Halvdel: Europæisk Porcelæn
Forfatter: Emil Hannover
År: 1923
Forlag: Henrik Koppels Forlag
Sted: København
Sider: 586
UDK: 738 Han
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
6
ske smaa og tætte — med Forelle-Skæl (Franskmandenes truité-).
løvrig blev deres Net ofte fremhævet ved Indgnidning med Tusch
eller rød og brun Farve.
I de hidtil nævnte Arter forekommer der intet egentligt Maleri, idet
de paagældende Porcellæner blev dyppet i de krakelerende eller far-
vede Glasurer eller paaførtes disse med en Pensel, der ikke forudsatte
nogen øvet kunstnerisk Haand. Et tredie mekanisk Middel til Paa-
føring af farvede Glasurer var Sprøjtning eller Blæsning, som foregik
ved Hjælp af et Bambusrør med fint Gaze for den ene Munding. Det
brugtes navnlig til Grunde omkring udsparede Medaljoner med selv-
stændig Dekoration eller til hele Grunde, paa hvilke der bagefter paa-
brændtes en mere eller mindre let Dekoration i Guld. Af de farvede
Glasurer synes en rød og en blaa at have egnet sig særlig for Spredning
paa denne Vis. Bedst kendt er Englændernes powdered blue, paa Fransk
le bleu soufflé, som i Tonen nærmer sig lapis lazuli, medens den med
Pensel malte blaa paa det kinesiske Porcellæn har mere Lighed med
Safiren. En rød soufflé med spredte blaa Prikker har Amerikanerne
givet Navnet robin’s egg (Rødkælk-Æg).
I rent bogstavelig kunstnerisk Forstand er det naturligvis først med
Penslens Anvendelse til dekorativt Maleri, det kinesiske Porcellæn
naar sin endelige, sin højeste Udvikling. De Farver, der benyttedes til
saadant Maleri, var dels Under-, dels Overglasurfarver. Ved Under-
glasurfarver förstaas de Pigmenter, som taaler Højildens Tempe-
ratur, og som følgelig kan paasættes, forinden Porcellænet glaseres og
brændes. For saa vidt der skal kunne males med disse Pigmenter og
ikke blot glaseres, er de endnu i vore Dage kun faa, og de var i ældre
Tider endnu færre. En grøn Farve, som faas af Chrom-Oxyd var saa-
ledes ukendt for Kineserne, og det samme gælder den saakaldte »rose
pink«, som Englænderne har opfundet, samt en sort og en graa, der i
allehaan.de Nuancer nuomstunder uddrages af Indiums Oxyd. I Aai-
hundreder var Kineserne saa at sige udelukkende henviste til at male
under Glasur med kun to Farver: en rød og en blaa. Deraf var den blaa
uden Sammenligning den mest anvendte. Kvantitativt opvejer det
blaamalede kinesiske Porcellæn, som findes i Verden, uden Tvivl alle
andre Arter af kinesisk Porcellæn tilsammen.
At benytte Kobalt-Oxyd til Malerier ibiaat-under-Glasur var
efter alt at dømme ingen kinesisk Opfindelse. Først under Yüan-Dy-
nastiet hører man i Kina Tale om en saadan Kunst, og de ældste ægte
daterede Exempter paa den er maaske endda næppe meget ældre end
fra Chia Ching’s Tid (1522—66). Allerede flere Aarhundreder tidligere
havde baade persiske og syriske Pottemagere brugt den kobaltblaa Farve