existcrende Prøver paa det smukkeste Stentøj, der nogensinde er frem-
stillet i Europa. Trods sit Held med dette tabte Böttger imidlertid
ikke Opfindelsen af det hvide Porcellæn af Syne. Saa meget havde
I'ig. 48. Sortglaseret Bött-
ger’sk Stentøj med Orna-
menter og Amoriner, der
gennem Glasuren er slebne
ind i den røde Masse. Tid-
ligere i Samlingen Lanna.
Fig. 47. Sortglaseret Böttger’sk Stentøj med Maleri i Lakfarver og Guld.
Porcellænssamlingen i Dresden.
han allerede forstaaet af dettes Væsen, at det galdt om at finde en
hvid Jord, som i Branden bevarede sin hvide Farve. Fra alle Egne lod
han derfor Jordprøver komme, som han smeltede med Tschirnhausen’s
Brændglas. Allerede Tschirnhausen havde gjort den Iagttagelse, at
hvide Jordarter, som i Branden bevarer deres Farve, er de tungest
smeltelige af alle. En Righoldighed af saadanne Jordarter ejede Sachsen
selv; særlig fandtes der i Colditz et Ler, som ikke blot var et saa at
sige ildfast Materiale, men paa lidt nær selve
det Materiale (Kaolin), uden hvilket intet ægte
Porcellæn kan fremstilles. Uden endnu at have
Erkendelsen heraf forstod Böttger saa "meget,
at skulde der blive Porcellæn af dette Stof,
maatte det tilsættes et andet Stof, en Fluss,
som ikke blot smeltede let, men ogsaa blev
gennemsigtigt ved Branden. Alt blev prøvet,
som kunde tænkes egnet til den antydede
Rolle: foruden Kridt, Alabaster, Marmor og
andre kiselsyreholdige Mineralier. Og nu var
det kun et Tidsspørgsmaal, livorlænge det
skulde vare, før et tilfredsstillende Resultat
blev naaet; thi nu — endelig — var man paa
den rette Vej til Opfindelsen.
Over Hemligheden ved denne vaagedes der
saa strengt, at intet Skriftligt er opbevaret
om det Aar, end sige den Maaned eller Dag,
da Opfindelsen blev gjort. Sandsynligheden taler for, at den skete
gradevis og tidligst i 1708. At Tschirnhausen oplevede den, er ikke