358
under Beskyttelse af Hertugen af Orléans og altsaa en Gang maa have
nvdt nogen Anseelse. Dens Historie er fortvivlende indviklet, dens
Mærker saa mangfoldige, at det er umuligt at beskrive dem her. En
lille Specialitet synes den at have haft, men ikke nogen heldig, idet
den gærne dekorerede med strøede, men stive Enkeltroser i eller uden
Medaljoner, i sidste Fald med disse udsparede paa prikket, smaa-
blomstret Bund.
Til Slut en Englænders Fabrik, kaldet »Manufacture du Prince de
Galles«, beliggende i RUE DE CRUSSOL og grundlagt 1789 af Ch.
Potter, der skal have været den første til i Paris at praktisere den
trykte Dekoration paa Porcellæn. Heraf synes dog intet at være kendt,
og hvad der af hans Porcellæn lader sig paavise ved Hjælp af hans
Mærker (»Potter«, »potter à pari« (sid), »C. P.« o. fl.), er efter dets Re-
præsentation i Museerne i London og i Sèvres-Müseet at dømme en
Gennemsnitsvare i Tidens Stil med grisaillemalede Genrescener ellei
Portræter, polykrome Ornamenter, strøede Guld-Prikker og -Stj ær-
ner, strøede Kornblomster, Sommerfugle, Insekter m. m.
For det franske Porcellæn i dets døende Periode er maaske intet
mere karakteristisk end de strøede Smaablomstcr, som man møder i
mindst hveranden af de parisiske Fabriker. Med de rigtige gamle
Strøblomster havde disse strøede Kornblomster, Stedmoderblomster
eller Roser, ofte afvexlende med Guldblomster i de levendes Form,
ikke det ringeste Slægtskab. Hine var en Biting, der oprindelig kom
ind i Verden for at skjule Smaafejl i Glasuren. De senere derimod
Hovedsagen, det egentlige Motiv, hvormed man mekanisk dækkede
de ikkun altfor fejlfri Flader. For Aand og Ynde var der ikke mere
Plads paa disse. En pralende Forgyldning traadte jævnlig i Stedet,
ja udslettede endog stundom aldeles Porcellænet, saa at dets hvide
Masse kun blev synlig under dets Fod. Tabt var paa hin Tid — omkring
Aar 1800 — i Frankrig, som andet Steds, de sidste Traditioner om Por-
cellænet som en Tumleplads for den kunstneriske Kaprice og det rette
dekorative Talent.