Arter saasom Têng ijao (opkaldt efter Têng chou i Honan), Yao ijao
(efter Yao chou i Shensi), Yü hang yao (efter Yü-hang hsien i Che-
kiang) vides det blot, at de mere eller mindre var ensfarvet eller flam-
met glaserede, saaledes som Sung-Tidens Varer var det som Regel.
Fig. 77. Øre-Krukke af Tz’u chou-
Vare med Bambusblade i brunt paa
gullig Begitning. Den underste Del
ubegittet. Sung-Tiden. Kunstindu-
strimuseet, København.
Fra denne Regel mangler der ikke
Undtagelser; ja, der findes endog en
stor Gruppe, som til den ene Side ind-
varsler den rent maleriske Dekoration,
der senere blev det egentlige Porcellæn
til Del, til den anden den saakaldte
Sgraffito-Teknik, som man senere gen-
finder i norditalienske Fayencer fra det
15de Aarhundred. Disse Varer skriver
sig fra Tz’u chou, tidligere i Chang-té
fu i Honan, nu i Kuan-p’ing fu i
Chihli. Deres Skærv er af et haardt,
graat Stengods, men har en hvid Begit-
ning, som er dækket med en tynd, elfen-
bensgullig Glasur. Paa Sgraffito-Arbejd-
erne er Begitningen kradset op uden om
Dekorationen, saaledes at denne under
Glasuren fremtræder hvid eller gullig-
hvid mod Biskuitens graa Farve (Fig.
73). Undertiden er Glasuren brun eller
grøn i Stedet for gul, stundom ogsaa
en svær blank eller tynd sort, hvori
Figurers (Fig. 74), Ornamenters (Fig. 75) eller Blomsters Konturer
er indgravede, eller Grunden bortskrabet ind til Begitningen eller Bis-
kuiten. Af de sidstnævnte Arter hvortil man maaske tør henføre
et usædvanligt Stykke i den svenske Kronprins’ Samling, i hvilket
en primitiv Dekoration blot er opkradset med Pcnselskaftet (Fig. 76),
vrimler det med Forfalskninger, og ogsaa med en tredie Variation af
Tz’u chou-Varen maa man være forsigtig. Den er snart paa en Begit-
ning, snart over Glasuren flot og bredt dekoreret med en (mat eller
»fedtemat«) brun Farve, som rækker fra Sepia og næsten til sort. Deko-
reret paa denne Maade — snart med Ornamenter, snart med Blomster,
Bambusblade (Fig. 77), Drager eller Figurer (Fig. 78) — forekommer
foruden store og smaa Vaser og Krukker (derimod vistnok aldrig Skaale)
de for Kineserne ejendommelige Hovedpuder (Fig. 79), der ogsaa
brugtes af de Levende (hvis Syn de mentes at beskytte mod Alderdoms-
svagheder), men som i denne Udstyrelse gør Krav paa at komme fra