Norske Malere Og Billedhuggere
3. Billedhuggerne

EREMITEN. hende alt. Med dragsugets magt trækker mørket og dybet hende ud over randen, og intet favntag er stærkt nok til at holde hende tilbage fra det dyb — er det en ny kjærlighed eller er det døden? — som hendes sjæl alt tilhører. ----------Sammen med kjærligheds-grupperne, som en resigneret-fortvilet konklusion af den filosofi, der fortoner sig bag deres lidenskabelige lyrik, ser jeg gruppen Eremiten — i tanke den dybeste, i form den mest afklarede af Vigelands grupper. Den samme kunstner, som har fundet så levende udtryk for driften til hengivelse og for kjærlighedens extaser, han bekjender her ensomhedens evige nødvendighed for enhver sjæl. — »En sjæl er altid ene i verden.« (J. P. Jacobsen). Tre børn eier eremiten, hans skat på jorden. Ømt klamrer de sig om hans knæ. Og med sine lange smale hænder samler han dem ind til sig, rører varsomt ved dem som ved skjøre relikvier. Det smil, han sænker over dem, rinder fra uende- lige dybder af godhed. Hans blik risler nedad deres spede barnelegemer. . . Men er han en far? En far, som ingen tanke kan gjøre varmere end den at ville kjæmpe for sit afkom? Hans legeme er en askets, hans sind synes usigelig ældet. Kan nogen jordfølelse binde dette eneboersind til noget kjød? Er ikke hans eget kjød ham fremmed..! Det smil, som velsigner børnene, ligner det ikke det dybeste smertesudbrud, blikket, som glider nedad de fine barnelemmer, er det ikke som det glider tilbage igjen, ind i selvets afgrund og dukker under i grublets svale mørke? Vigelands Eremiten er tankens, kunstens og religionens eremit. Dette værk kunde være blit til en ensom stjernenat. Men fra Eremitens stille — budhistiske dybsind fører der en tankevei, om end en lang, til den forrevne pietist- vision, som vestlændingen Vigeland udformede i Helvede — fra Eremiten til Satanas — fra den som er ensom i godt til den som er ensom i ondt..! 51